Anmeldelse: James Cotton: Deep in the blues

[AllCDCovers]_james_cotton_deep_in_the_blues_2001_retail_cd-frontDa jeg forleden vendte hjem fra en ferie i Hamborg, havde jeg, ud over snapshots fra den obligatoriske Beatles-pilgrimsfærd til St. Pauli, James Cottons Deep in the blues under armen. Albummet blev udgivet i 1996, men bedre sent end aldrig, ikke sandt, så her kommer min anmeldelse.

Det, der øjeblikkeligt springer i øjnene ved Deep in the blues (og som fik mig til at købe den), er besætningen: Joe Louis Walker på guitar, Charlie Haden på kontrabas, Dave Maxwell på klaver og selvfølgelig James Cotton selv på mundharpe og vokal. Af disse er Haden den mest interessante, ikke fordi de andre ikke er markante og dygtige musikere (det er de!), men fordi Charlie Haden var jazzbassist – han døde i 2014 – og ikke ellers spillede med bluesmusikere.

James Cotton vandt berømmelse som medlem af Muddy Waters’ band i 1950’erne og 60’erne og har siden indspillet en lang række soloplader, senest den fine Cotton mouth man i 2013 (jeg anmeldte den for emusik.dk). Han er en Chicago blues-legende, og derfor er det spændende at høre ham i en sammenhæng, som nok gør brug af klassisk Chicago-besætning, men er spillet på akustiske instrumenter. Det giver en mere intim stemning end den full-blown elektriske Chicago-produktion, vi er vant til at høre James Cotton i.

Charlie Hadens basspil er en fornøjelse; lækkert og elastisk udgør det rygraden i pladens fjorten skæringer. Dave Maxwell er også altid et godt bekendtskab, og han er virkelig i fin form på tangenterne her. Prøv f.eks. at lytte til Big Maceos ”Worried life blues”, en Chicago-klassiker, som Haden (underligt nok ukrediteret på dette nummer) og Maxwell giver en jazzet baggrund, som Cottons sublime bluesmundharpespil kan boltre sig på.

Joe Louis Walker, som selv er en kendt og populær solist, holder sig i det store hele pænt i baggrunden. Hans guitarspil sidder lige i skabet, men tjener først og fremmest til at understøtte Cotton, der er den ubestridte stjerne. Walker tager dog leadvokalen på ”Two trains runnin’”, og det sætter unægtelig James Cottons stemme i perspektiv. Nogen stor sanger er Cotton ikke, og stemmebåndene lyder endog meget slidt på dette album. Det opvejes dog i allerhøjeste grad af hans mundharpespil, som er i en klasse for sig; han er ganske enkelt en af de bedste nulevende udøvere på instrumentet. Og da han ikke har et fuldt, elektrisk band, han skal overdøve, betyder det mindre, at vokalen nærmest er en hæs hvisken.

James Cotton har selv skrevet fem af cd’ens fjorten numre, og der er tale om blueskompositioner efter traditionel skabelon, der blander sig fint med sange af bl.a. Sonny Boy Williamson og Muddy Waters. Kun Charlie Hadens ”Ozark Mountain railroad”, spillet solo af bassisten selv, skiller sig ud herfra, om end den citerer Robert Wilkins’ ”That’s no way to get along”.

Deep in the blues er intet mindre end en fremragende bluesplade, som bygger på de klassiske Chicago blues-traditioner, samtidig med at den akustiske opsætning og ikke mindst Charlie Hadens basspil tilfører den noget nyt og unikt. Den kan klart anbefales – og den fås også uden for Hamborg!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s