Glædelig Live Aid-dag!

IMAG0891.jpgHvis nogen opfandt en tidsmaskine og af en eller anden grund overlod den til Deres musikskribent, ville den første dato, jeg indtastede, formodentlig være den 13. juli 1985.

I dag er det nemlig præcis 31 år, siden Richard Skinner annoncerede: ”It’s twelve noon in London, seven a.m. in Philadelphia, and around the world it’s time for Live Aid!” Det er med andre ord Live Aid-dag, hvilket i undertegnedes husholdning betragtes som en helligdag.

Jeg var 10 år gammel og fuldstændig uinteresseret i musik, da verdens største koncertbegivenhed fandt sted den dag i 1985, og kan følgelig overhovedet ikke huske den. Alligevel dyrker jeg Live Aid med samme entusiasme, som Phil Collins dyrker slaget ved Alamo (I kid you not – manden har skrevet en bog!), og kan lire samtlige sætlister og bandsammensætninger af på kommando.

Hvorfor? Fordi det var en magisk dag. Mere end seksten timers koncert med alle verdens største navne, fordelt på to stadions i hhv. London og Philadelphia (med direkte transmissioner fra bl.a. Holland, Tyskland, Rusland og Australien), alt sammen for alt samle penge ind til nødhjælp til det hungersnødsramte Etiopien.

Der var aldrig tidligere forsøgt noget i denne skala, og selvfølgelig var der ting, der gik galt: Paul McCartney, der sang ”Let it be” i en slukket mikrofon; Bono, der dansede så længe med to piger fra publikum, at U2 ikke nåede at spille deres aktuelle hit; og selvfølgelig billederne af frugtplukkere, der dukkede op på verdensomspændende tv i stedet for det russiske band Avtograf! Men disse missere var jo en del af charmen ved dagen – lige som Bob Dylans kaotiske sæt (med Ronnie Wood og Keith Richards), en stofpåvirket Elton John, der nærmest drønede sine numre igennem i dobbelt tempo, og Simon le Bons stemme, der gik i overgang midt i ”A view to a kill”.

Men i det store hele var det forbløffende, hvor meget der lykkedes ved dette kæmpearrangement, som var stablet på benene i løbet af ganske få måneder. Bands som The Who, Black Sabbath og Led Zeppelin blev genforenet, de roterende scener fungerede faktisk, og Phil Collins fløj over Atlanten med Concorde for ikke blot at spille sit eget sæt to gange, men også optræde sammen med Sting (på Wembley) og med Eric Clapton, Led Zeppelin og USA for Africa (i Philadelphia).

Og det var en smuk dag. Kynikere vil nok hævde, at det for publikum kun handlede om at se og høre stjernerne, og for musikerne om at profilere sig og sælge flere plader, men faktum er, at der blev samlet rigtig mange penge ind, og både tilskuere og optrædende havde set billederne af sultende voksne og døende børn i Østafrika. Det var ikke lige meget. Når man ser billederne af Bob Geldof i BBC’s studie råbe ”GIVE. ME. THE MONEY!”, ved man, hvad der var på spil, og når man til tonerne af The Cars’ ”Drive” ser filmen med den underernærede etiopiske pige, der kæmper sig på benene (hun overlevede, takket være Band Aid-fonden), er det svært ikke at lade tårerne falde, lige som de trillede ned ad kinderne på de millioner af mennesker, der så det på storskærmene og hjemme i stuerne i 1985.

Og så var der selvfølgelig musikken, og den var fantastisk! En veritabel who’s who af firsernes populæreste kunstnere – fra Howard Jones, Rick Springfield og Thompson Twins til Madonna, U2 og Duran Duran – sammen med hæderkronede navne som Joan Baez, Mick Jagger og Paul McCartney. Der var genremæssig spredning fra The Four Tops over Judas Priest til Spandau Ballet. Selv for os bluesfolk var der guf: B.B. King spillede live fra Haag, og George Thorogood, bless his soul, må have tænkt, at når han nu havde hele verdens opmærksomhed, skulle de pokkers teenagere fandeme også høre noget ordentlig musik, så han havde inviteret Bo Diddley og Albert Collins med på scenen.

Der var musikalske topmøder overalt. Ud over Phil Collins, der som sagt spillede med Gud (læs: Eric Clapton) og hver mand, så man Sting synge med Dire Straits, David Gilmour spille med Bryan Ferry, Wham! med Elton John, Teddy Pendergrass med Ashford & Simpson, Alison Moyet med Paul Young, Madonna med Thompson Twins, Nile Rodgers med Madonna, Tina Turner med Mick Jagger, Pat Metheny med Santana, Gitte Hænning med Band für Afrika osv., osv.

Det var en historisk dag, og selv om Live 8 var sjovt, og Live Earth var spektakulært, vil Live Aid aldrig blive overgået. Så derfor vil jeg igen i år på denne dag, den 13. juli, løfte min hjemmelavede 16 cd-boks med Live Aid-musik ned fra reolen og mærke stemningen og hedebølgen fra Wembley og Philadelphia. Glædelig Live Aid-dag!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s