Anmeldelse: Walter Trout: Live in Amsterdam

IMAG0898_1Walter Trout har nærmest bogstaveligt talt fået nyt liv. For få år siden fik han konstateret en livstruende leversygdom, men en transplantation sidste år reddede hans liv. Det blev fejret med cd’en Battle scars, som indbragte Walter Trout to Blues Music Awards. Den følger han nu op med dette dobbelte live-album, som er optaget i november 2015.

Danskerne er særdeles godt bekendt med Walter Trout som live-kunstner, da han hyppigt vender tilbage til vores scener. Hans hustru, Marie Trout (født Brændgaard), stammer fra Thisted, og sønnen Jon Trout bor i Odense. Men også i Holland har Walter Trout et trofast publikum, så det er en veloplagt bluesman, man hører på Alive in Amsterdam.

Seks af albummets 14 sange stammer fra Battle scars – alle selvkomponerede – og resten er blanding af numre fra Trouts eget bagkatalog og bluesklassikere som B.B. Kings ”Rock me baby”, Sonny Boy Williamson II’s ”Help me” og John Lee Hookers ”Serve me right to suffer”. Der er også blevet plads til ”I’m back” fra Walter Trouts 2013-hyldest til Luther Allison, Luther’s blues (som jeg dengang anmeldte for emusik.dk her).

Walter Trout er i forrygende form på Alive in Amsterdam. Det er for det meste bluesrock for fuld udblæsning, men selv om lyden er tung, er der en legende veloplagthed over Trouts guitarspil. Hans faste band (bassist Johnny Griparic, trommeslager Michael Leasure samt Sammy Avila på ekvilibristisk Hammond B3) forstærker det bastante udtryk, og det samme gør Walter Trouts heavyrock’ede stemme. Men han er velsyngende, og både vokal og strenge giver indtryk af en mand, som står på scenen med fornyet livskraft, stor spilleglæde og taknemmelighed over for de fans, der var med til at betale for hans operation.

Blandt albummets højdepunkter er åbningsnummeret, den førnævnte ”Help me”, som blæser publikum bagover fra begyndelsen, og en rørende ”Say goodbye to the blues”, som Walter Trout her dedikerer til nyligt afdøde B.B. King. Også ”Almost gone”, der beskriver Trouts møde med sin egen dødelighed, er bevægende.

Til gengæld er ”Tomorrow seems so far away”, hvor sønnen Jon Trout introduceres som gæsteguitarist, og den efterfølgende ”Playin’ hideaway” med whoa-oh-oh-kor faretruende nær det gumpetunge. Der bliver dog hurtigt samlet op med den stemningsfulde, dystre ”Haunted by the night”.

I det hele taget veksles der mellem numre, der trods Walter Trouts fine spil mest ligner småkedelig stadionrock, og rigtig vellykkede bluesrock-numre. Efter en lidt træg start på cd 2 tager Jon Trout revanche med en fin guitar-duel med faderen på ”Rock me baby”, og også den instrumentale ballade ”Marie’s mood” fungerer rigtig godt. En ti minutter lang ”Serve me right to suffer” er også et højdepunkt, inden der sluttes af med ”The love that we once knew”, som giver publikum lejlighed til at synge med, men som i undertegnedes ører lyder lige lovlig puddelrocket.

Alt i alt må man konstatere, at et repertoire af skiftende kvalitet står i vejen for, at denne anmelder kan finde de helt store superlativer frem til Alive in Amsterdam, til trods for at Walter Trout er både veloplagt, velspillende og velsyngende. Sangene bliver simpelthen lidt for ordinære indimellem – men når det er godt, er det rigtig godt.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s