Anmeldelse: Tinsley Ellis: Red clay soul

IMAG0901_1Tinsley Ellis tilhører en generation af bluesmusikere, som kom frem i løbet af 1980’erne, hvilket ikke var den bedste periode for bluesmusikken. Ikke at Ellis & co. ikke havde åbenlyse kvaliteter – der var blot en tendens, inden for bluesen såvel som så mange genrer, til at overproducere. Mange af 80’ernes bluesplader har derfor et syntetisk udtryk, som går dårligt i spænd med bluesmusikkens traditionalistiske sjæl.

Heldigvis har Tinsley Ellis siden demonstreret bedre smag, og hans seneste udspil, Red clay soul, er et godt eksempel herpå. Albummet det fjerde på Ellis’ eget pladeselskab, Heartfixer Music (jeg anmeldte Midnight blue (2014) for emusik.dk her), hvor han tydeligvis har frihed til at gøre, hvad han har lyst til. Det betyder i denne omgang en flirt med southern soul, og det er en genre, der klæder ham vældig godt.

Tinsley Ellis er egentlig ikke verdens bedste sanger, men når han kaster sig ud de soul-fraseringer, der præger meget af Red clay soul, viser det sig, at hans hæse vokal lidt overraskende faktisk rummer en varme og, well, sjælfuldhed, der kompenserer for, at han af og til har lidt svært ved at ramme tonerne i yderkanten af hans register.

Guitarspillet på Red clay soul er fremragende. Tinsley Ellis er opflasket med British invasion-bluesrockere som Eric Clapton, The Rolling Stones og The Animals, men lige som disse er han også tydeligt påvirket af the three Kings – B.B., Freddie og Albert King. Hans tone er ren, letflydende og soul’et, og så har han fundet en god sparringspartner i organisten og pianisten Kevin McKendree, hvis elegante og rytmiske spil danner en perfekt baggrund for Ellis’ soloekskursioner.

Album-åbneren ”All I think about” er ægte southern rock, hvor Ellis’ Clapton’ske guitarfigurer danser hen over en melodi og produktion, som ville have passet smukt ind på en de bedre plader med Leon Russell eller Delaney & Bonnie.

På ”Givin’ you up”, skrevet sammen med Oliver Wood, slipper Tinsley Ellis sin indre soul man løs. Det er elegant, små-funky og lækkert. Hans lille mundharpe-solo kunne måske godt have været sparet væk, men det tilgiver man hurtigt, når han bagefter lader guitaren følge det fede groove, som McKendrees orgel skaber.

Der er mere soul på de næste to skæringer, ”Callin’” (med Jon Tiven som medkomponist) og ”Anything but go”. Her strækker Ellis vokalen til det yderste af registret (som altså er begrænset), men det åbenbarer en charmerende skrøbelighed, som især i det førstnævnte nummer stemmer godt overens med teksten. Igen er Clapton-påvirkningen tydelig i guitarlinjerne, og det skal han ikke klandres for.

”Hungry woman blues” er en slow blues inderst inde, men iklædt et funky, let syntetisk arrangement og en næsten rappende vokal, som jeg ikke er sikker på, at jeg bryder mig om. Men igen må man konstatere, at Ellis’ guitarsoloer er så pakket med blues feeling, at man tilgiver det meste og bare må overgive sig.

På ”Circuit rider” trækkes rytmesektionen (Lynn Williams på trommer og Steve Mackey på bas) frem i lydbilledet på en rå, medrivende Texas-boogie, der giver et velkomment afbræk fra al sjælfuldheden. Det er et fremragende nummer med Tinsley Ellis i fin form. Bas og trommer driver også næste skæring, ”Don’t cut it”, frem med et funky beat, mens Ellis slår sig løs i bedste Robert Cray-stil.

Hvis man var utilfreds med indpakningen af ”Hungry woman blues”, bør ”Party of one” til gengæld vække glæde: En slow blues efter klassisk skabelon, hvor Kevin McKendrees orgel lægger en lækker bund, som Tinsley Ellis kan boltre sig på med sit smagfulde guitarspil.

”Estero noche” er uden tvivl det nummer på Red clay soul, der stikker mest ud. Som titlen antyder, er der tale om en latin-komposition – uden sang – som uvægerligt leder tankerne mod Carlos Santana. Det er veludført, men virker dog underligt malplaceret i denne sammenhæng.

Albummet rundes af med ”The bottle, the book or the gun”, der ganske fint opsummerer de elementer, som kendetegner Red clay soul: en let funky rytme, et groove baseret på Kevin McKendrees elegante orgelspil, og Tinsley Ellis’ hæse vokal og bluesy, stilfulde guitar. Og hvor andre bluesrock-guitarister nemt kunne lade sig friste til at skrue op for tempo og forvrængning, lader Ellis simpelthen albummet fade ud og efterlader dermed lytteren sulten efter mere.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s