Anmeldelse: Bryan Sutton: The more I learn

IMAG0915Er man til country og bluegrass, og er man som undertegnede den gammeldags type, der læser covernoterne, vil man nikke genkendende til Bryan Suttons navn. Guitaristen har medvirket på hundredevis af plader (allmusic.com oplister 1.219!), og i eget navn har han udsendt en god håndfuld. The more I learn er den seneste.

At spille bluegrass-musik kræver et højt teknisk niveau, og det besidder Bryan Sutton. Men hvor tempoet ofte kan være hæsblæsende i bluegrass, er musikken på store dele af The more I learn mere adstadigt folk’et. Det gør lytningen til en yderst behagelig affære, hvor man virkelig kan nyde Suttons elegante guitarspil, ikke mindst på de instrumentale skæringer ”Arkansas traveller”, ”The secesh” og ”Presbyterian guitar”.

Der skal dog ikke dermed siges et ondt ord om vokalnumrene. Bryan Suttons sangstemme er måske ikke så bemærkelsesværdig – også på dette punkt har bluegrass-genren stolte traditioner – men han er tydeligt veltilpas i den high lonesome-stil, der er en del af Appalachernes musiktradition. Og især fungerer det rigtig godt, når Tim O’Brien, et af den progressive bluegrass’ fremmeste navne, medvirker på andenstemme, som han gør det på tre sange.

Bryan Sutton har skrevet de fleste af albummets 13 numre selv eller i fællesskab med andre (fire er covernumre, to er traditionelle numre arrangeret af Sutton). Stilen er traditionel, og der er en herlig old-timey feeling over såvel musik som tekster. En personlig favorittekst er den morsomt betitlede ”Hills for the head”, der kunne være enhver omrejsende musikers temasang.

Instrumenteringen på The more I learn holder sig også til bluegrass’ens konventioner: strengeinstrumenter så langt øjet rækker, og ikke en tromme i syne. Casey Campbell på mandolin, Mike Barnett på violin og Sam Grisman på bas er de faste medmusikanter, men der bliver også plads til Noam Pikelny fra The Punch Brothers på banjo.

The more I learn er ikke en plade, som sætter nye standarder for bluegrass-musikken, men det er et velspillet, sympatisk album, der aldrig når at blive trættende på den måde, som nogle bluegrass-plader gør det, når musikerne øjensynligt kæmper om, hvem der kan spille hurtigst. Bryan Sutton spiller smukt og elegant, og ingen bluegrass-fan bør blive skuffet af The more I learn.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s