Buddy Guy 80 år

IMAG0940Buddy Guy er en naturkraft. Hans uortodokse guitarspil, der giver pokker i konventioner og altid bevæger sig fra den ene ekstrem til den anden, fra den dybeste delta blues til den fedeste funk, fra tung rock til free jazz, fra Chicago til soul, er en kilde til evig forbløffelse. Hans bidende skarpe tone, som skærer gennem alt og går lige i nerveenderne, giver kuldegysninger og små chok. Og den stemme! I begejstringen over bluesguitaristen Buddy Guy overser mange, at han er en aldeles fænomenal bluessanger – måske den bedste af dem alle.

I dag er det 80 år, siden George ”Buddy” Guy så dagens lys i Lettsworth, Louisiana. Han er en af de sidste ”rigtige” Chicago-bluesmen (han kom til Chicago i 1957), og i dag vil jeg hylde denne blueslegende og Rock and Roll Hall of Famer ved at beskrive, hvordan han igen og igen er dukket op i mit musikalske liv.

Som det er tilfældet med bluesmusikken i det hele taget, er mit forhold til Buddy Guy nemlig opstået via Eric Clapton. I begyndelsen af 1970’erne producerer Clapton albummet Buddy Guy & Junior Wells play the blues, et af en række album fra perioden, som amerikanske blueskoryfæer indspiller med deres yngre, især europæiske beundrere. Albummet er blevet en bluesklassiker og indtager en hædersplads i undertegnedes pladesamling (om end jeg var lovligt undskyldt for først at få den mange år senere, da jeg lige skulle fødes først!).

I slutfirserne og start-halvfemserne er Clapton ansvarlig for en opblomstring af Buddy Guys karriere, da Buddy bliver inviteret til at deltage i Claptons ”blues nights” i Londons Royal Albert Hall. Sammen med navne som Robert Cray, Jimmie Vaughan, Albert Collins og Johnnie Johnson får Guy en platform for at tage del i dens tids blues-boom, som bl.a. Gary Moore har sat i gang, og som også bliver en gylden periode for f.eks. John Lee Hooker. På Claptons desværre lidt blodfattige live-album 24 nights er Buddy Guys deltagelse dokumenteret på fire skæringer.

Buddy Guy udnytter fremgangen med albummet Damn right, I’ve got the blues (1991), der indbringer ham den første af seks Grammy’er. Clapton medvirker på en fremragende version af Louis Jordans ”Early in the morning”. Året efter udkommer Eric Claptons soundtrack til filmen Rush, som (ud over den siden så berømte ”Tears in Heaven”) indeholder en aldeles forrygende, knapt elleve minutter lang version af Willie Dixon & Al Perkins’ ”Don’t know which way to go” med Buddy Guy på vokal og med de to guitarister i intens duel, indtil nummeret fader ud. Gør dig selv en tjeneste og hør den!

I 1993 udkommer Stone free – a tribute to Jimi Hendrix. Buddy Guy havde været en stor inspirationskilde for Hendrix – Buddy spillede med guitaren bag ryggen, med tænderne etc. længe før Jimi – og til gengæld bliver Hendrix’ ”Red house”, som Guy her giver i en blændende udgave, en fast del af Buddys koncertrepertoire. Titelnummeret ”Stone free” er en af Claptons bedste indspilninger.

I 1995 mødes Buddy Guy og Eric Clapton igen for at hylde en falden kammerat. Fem år tidligere er Texas-guitaristen Stevie Ray Vaughan blevet dræbt i et helikopterstyrt på vej fra en koncert i Alpine Valley, Wisconsin til Chicago, umiddelbart efter at have jammet med Clapton, Guy, Jimmie Vaughan og Robert Cray. A tribute to Stevie Ray Vaughan er en rørende hyldestkoncert, indspillet live i Texas af de fire sammen med B.B. King, Bonnie Raitt, Art Neville og Dr. John. Det absolutte højdepunkt er Buddy Guys dybt bevægede og bevægende version af ”Long way from home”.

En anden følelsesladet optræden er ved The concert for New York City, der finder sted kort efter 9/11-angrebene på World Trade Center og Pentagon. Eric Clapton og Buddy Guy optræder her med Muddy Waters-klassikeren ”Hoochie coochie man” og ”Everything’s gonna be alright” – førstnævnte kan høres på albummet.

Buddy Guy fortsætter med at udgive fremragende og Grammy-vindende plader. En interessant én af slagsen er Blues singer fra 2003, et akustisk album, hvor Buddy viser, at han ikke behøver en hvinende elektrisk Stratocaster for at tryllebinde lytteren – stemme og akustisk guitar er alt rigeligt. Clapton medvirker på to numre, ”Lucy Mae blues” og ”Crawlin’ kingsnake”, sidstnævnte også med B.B. King i en sjælden akustisk optræden. Og på Skin deep (2008) er Eric Clapton atter med som gæst, denne gang på ”Every time I sing the blues”.

I 2005 optages Buddy Guy i Rock and Roll Hall of Fame. Eric Clapton er selvfølgelig manden, der holder optagelsestalen (med en kort introduktion fra B.B. King), og det bliver en lang hyldest til Buddys performance, teknik og indføling – og i øvrigt en pointering af, hvorledes Buddys trio-format inspirerede til dannelsen af Cream. Afslutningsvis spiller Guy, King og Clapton ”Let me love you baby”.

Helt tilbage fra 1960’erne er Buddy Guy og Eric Clapton hyppige gæster ved hinandens koncerter, og Buddy er da også fast inventar ved Claptons Crossroads Guitar Festivals, der nu har fundet sted fire gange mellem 2004 og 2013. Og de vil utvivlsomt komme til at spille sammen igen, for selv om den knapt ti år yngre Clapton har skruet ned for koncertvirksomheden, viser Buddy Guy ingen tegn på at geare ned.

Tillykke med de 80 år, Buddy, og tak for al den hæsblæsende, rørende, smukke, funky, opfindsomme, unikke og energiske blues, du har givet os!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s