Anmeldelse: The Blind Boys of Alabama: Spirit of the century og Higher ground

IMAG0981_1Jeg er på ingen måde et religiøst menneske – snarere tværtimod – men derfor kan man jo godt lytte til gospel. Og de Tønder Festival-aktuelle The Blind Boys of Alabama er der mange gode grunde til at lytte til.

Omnivore Recordings har netop genudsendt to af vokalgruppens album, som oprindeligt udkom på Peter Gabriels pladeselskab Real World. Da The Blind Boys indspillede Spirit of the century i marts 2000, havde gruppen eksisteret i omkring 60 år, så det var nogle erfarne herrer, der entrerede studiet i Los Angeles. Men det skulle blive med netop dette album, de fik deres virkelig brede gennembrud, som rakte ud over det traditionelle gospel-publikum.

Konceptet var at sætte de gamle herrer – Clarence Fountain, Jimmy Carter og George Scott samt ”grønskollingen” Joey Williams – sammen med down home-bluesmusikere som John Hammond og Charlie Musselwhite og førsteklasses sessionmusikere som David Lindley, Danny Thompson og Michael Jerome. Sammen fremfører de en række traditionelle gospelsange samt et par numre af Tom Waits, en Ben Harper-sang og en Jagger/Richards-komposition.

Det fungerer afsindig godt. Vokalerne er fyldt til bristepunktet med sjæl og al den patina, som tres år på landevejene giver. Harmonierne sidder bare lige i skabet, og Fountains, Carters og Scotts leadvokaler, som de skiftes til at levere, er blændende gode og vidunderligt bluesy.

Backingbandet er selvfølgelig suverænt. Med John Hammond på bas, guitar og dobro og Charlie Musselwhite på mundharpe kan det kun blive godt, og det er det! Arrangementerne emmer af blues, og også David Lindleys fine guitararbejde må fremhæves, ikke mindst hans slide-spil.

Et absolut højdepunkt er ”Amazing grace”. Man kunne nemt forledes til at tro, at endnu en version af denne gamle traver kunne blive en anelse kedsommelig, men så tager man fejl. Producer John Chelew fik den ide at synge denne spiritual til melodien fra ”House of the rising sun”, og selv om det krævede noget overtalelse (”We can’t sing that. It’s about a whorehouse. – Wait a minute! This is “Amazing grace.” Don’t mess with this”), får The Blind Boys of Alabama således blæst nyt liv i begge elementer.

Spirit of the century har længe været utilgængeligt, men er altså nu blevet genudgivet. Som bonus på den nye udgave får man seks live-numre, indspillet i 2001 med samme backingband. De er lige så gode som studienumrene.

Året efter Spirit … fulgte The Blind Boys of Alabama op med Higher ground. Konceptet var stort set det samme, blot var der flere ”nyere” sange med denne gang (Curtis Mayfield, Aretha Franklin, Jimmy Cliff og Stevie Wonder er blandt komponisterne). Bluesbandet er skiftet ud med altid fremragende Robert Randolph, der er oplært i den amerikanske pinsebevægelses sacred steel-tradition, og hans Family Band, suppleret på tre numre af Ben Harper.

Higher ground holder måske ikke helt niveauet fra Spirit of the century, men mindre kan også gøre det. The Blind Boys – der nu er udvidet med Ricky McKinnie og Bobby Butler – er naturligvis stadig velsyngende. Randolphs steel guitar-spil er en fornøjelse, og det samme er John Gintys præstation på Hammond-orglet. Det swinger, men lidt af den rå bluesstemning er forsvundet til fordel for en mere glat produktion, selv om det stadig er John Chelew, der sidder i producerstolen.

Også Higher ground er i 2016-udgaven udvidet med live-optagelser, syv numre fra en radiokoncert fra udgivelsesåret.

The Blind Boys of Alabama udgav siden yderligere to fine album på Real World (Atom bomb og julepladen Go tell it on the mountain), og de fortsatte samarbejdet med Ben Harper på de fremragende There will be a light og Live at the Apollo. Men det var på Spirit of the century og Higher ground, at deres renæssance begyndte.

Det er gospel og blues af høj klasse, og især Spirit of the century får en stor, stor anbefaling herfra.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s