Anmeldelse: Joe Bonamassa: Live at the Greek Theatre

Verdens bedst sælgende bluesmusiker lige nu hedder Joe Bonamassa. Han turnerer utrætteligt og udgiver læssevis af plader – gerne 3-4 stykker om året. En af måderne, Bonamassa holder gryden i kog på, er jævnligt at udgive live-album. Det seneste i rækken hedder Live at the Greek Theatre.

Albummet er Bonamassas hyldest til The three Kings – Freddie, Albert og B.B. King. Joe Bonamassa har aldrig lagt skjul på, at hans primære inspirationskilder har været guitaristerne fra 1960’ernes British blues boom – navne som Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page. Men han er naturligvis også udmærket klar over, at deres største påvirkning kom netop fra de tre amerikanske konger, og derfor gav det god mening, da Joe Bonamassa sidste år dedikerede en række shows til deres musik alene. Live at the Greek Theatre stammer fra et af disse shows, optaget i Los Angeles.

Joe Bonamassas arrangementer er storladne og prangende – ikke ulig manden selv, som han altid kan ses på scenen, stående med spredte ben, tilbagestrøget slikhår og solbriller. Der er som altid fuld skrue på den elektriske guitar, og med tre blæsere og tre korsanginder er der ikke megen plads til at få vejret.

Som sådan kan Joe Bonamassas fuldfede fortolkning af bluesen her sammenlignes med salig Gary Moores. Og lige som Moore lider Bonamassa ofte den tort, at bluespuristerne afviser hans blues som selvsmagende, overdimensioneret lir. Men de tager fejl – lige som de gjorde det med den store nordirer.

Bonamassa er en blændende teknisk begavelse, og han er også klar over det. Men bag de mange, hurtige toner gemmer der sig en sjælfuld musiker med en stor, intuitiv bluesfornemmelse og en ubestridelig kærlighed til genren. Og nej, han lyder ikke som Son House eller John Lee Hooker eller for den sags skyld Muddy Waters, men det har der været mange andre bluesgiganter, der heller ikke gjorde.

Case in point: Freddie, Albert og B.B. King. Freddie King var mest kendt for sine ofte funky instrumentalnumre. Albert King parrede sin bidende guitartone med soul’et backing fra Booker T. & the M.G.’s. Og B.B. King blev kongen af soul blues, da han kombinerede sin Louis Jordan-inspirerede bigband-jump blues med gospel-vokal og minimalistisk leadguitar.

Joe Bonamassa har på Live at the Greek Theatre taget stafetten op og forstået, at det netop er med fyldige blæserarrangementer, hvinende korpiger, svulstige Hammond B3-linjer og ikke mindst en ekvilibristisk, prangende leadguitar, at man bedst hylder de tre store. Ja, B.B.’s guitarspil var bedragerisk simpelt, men det var jo netop så effektivt, fordi manden stod med et bigband i ryggen. Albert King var guitarheltenes guitarhelt. Og Freddie var ikke bange for at krydse genregrænser; han følte sig ikke for fin til at appellere til rockpublikummet.

Live at the Greek Theatre lægger ud med seks sange fra Freddie Kings repertoire (Joe Bonamassa har stort set fravalgt de instrumental numre). Der er smæk for skillingen allerede fra første sang, jump bluesen ”See see baby”, men med skæring nummer fem, ”You’ve got to love her with a feeling” kommer albummets første højdepunkt – en slow blues, hvor Bonamassa virkelig får demonstreret, hvor smagfuldt han kan spille.

Herefter følger seks af Albert Kings hits. Det står hurtigt klart, at de ligger rigtig godt til Joe Bonamassa – slægtskabet i deres guitarspil er åbenlyst i åbningsnummeret ”I’ll play the blues for you”. Den soul’ede ”Breaking up somebody’s home” er endnu et højdepunkt, og så sluttes der af med den udødelige ”Oh, pretty woman” (som også Gary Moore indspillede – sammen med Albert King selv).

Festen kommer op i et endnu højere gear, da B.B. King-sættet indledes med ”Let the good times roll” (oprindeligt af Louis Jordan). Sangens opfordring bliver fulgt med fornemme versioner af bl.a. ”Nobody loves me but my mother” og ”Hummingbird”.

Aflutningsvis får vi de tre blueskongers respektive største hits: Freddie Kings instrumentale signaturnummer ”Hide away”, Albert Kings sublime klassiker ”Born under a bad sign” og B.B. Kings megahit ”The thrill is gone”.

Cd’en rundes af med studieindspilningen ”Riding with the kings”, en lettere omskrivning af John Hiatts ”Riding with the king” (som også blev titelnummer på B.B. Kings duetplade med Eric Clapton).

Det er et band af førsteklasses musikere, der bakker Joe Bonamassa op på Live at the Greek Theatre. Ud over de nævnte blæsere (Lee Thornburg, Paulie Cerra, Ron Dzubla) og korsangerinder (Mahalia Barnes, Jade McRae, Juanita Tippins) er der en bundrutineret rytmesektion bestående af Anton Fig, trommer, og Michael Rhodes, bas. Kirk Fletcher, der ud over at passe en solokarriere også til daglig spiller i The Mannish Boys, høres på rytmeguitar. Og på klaver og orgel finder man ingen ringere end Nashville-musikeren Reese Wynans, som var med i Stevie Ray Vaughans backinggruppe Double Trouble.

Live at the Greek Theatre er en værdig hyldest til tre af bluesmusikkens allerstørste. Men først og fremmest er albummet en fest, der emmer soul og spilleglæde. Joe Bonamassa er bedst, når han spiller blues, og det gør han noget så fremragende på denne plade, som er en velkommen tilføjelse til hans omfattende, men også imponerende katalog.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s