Anmeldelse: Barrelhouse Chuck: Remembering the masters

Pladeselskabet The Sirens Records har specialiseret sig i klaverblues, -jazz og –gospel, som den blev spillet omkring midten af forrige århundrede. Charles Goering alias Barrelhouse Chuck passer perfekt til profilen, og Remembering the masters er hans fjerde udspil på selskabet, solo eller i samarbejde med andre kunstnere.

Remembering the masters viser Barrelhouse Chuck, hvorfor han er blevet bluesmiljøets go-to guy, når der skal spilles old school-Chicago blues og boogie-woogie. Som titlen antyder, er albummet en hyldest til nogle af klaverbluesens mestre. Barrelhouse Chuck mødte og lærte af flere af dem i sine formative år, blandt andre Little Brother Montgomery og Sunnyland Slim. Her spiller han deres kompositioner sammen med numre af Little Johnny Jones, legendariske Leroy Carr, guitaristen J.B. Lenoir og mandolinspilleren Johnny Young. Der er desuden fire numre skrevet af Barrelhouse Chuck selv, to af dem sammen med hhv. Mary Ann Moss og Billy Flynn.

Det er fuldstændig ufortyndet Chicago blues, vi er vidne til her. Barrelhouse Chuck spiller, så man føler sig hensat til fordums jook joints eller rent parties, solo eller akkompagneret af guitaristen Billy Flynn. Flynn er lige som Goering ud af den kreds af musikere, der i forskellige sammensætninger dyrker den traditionelle, urbane blues, og han forstår sin rolle som akkompagnatør: Hans spil er ikke præget af flashy soloer, men understøtter Barrelhouse Chucks klaverspil, der hele tiden indtager den centrale rolle.

På tre skæringer bytter Billy Flynn guitaren ud med mandolin. Det er ikke en ofte hørt kombination i moderne blues, men passer fint ind i den traditionalistiske ramme og giver samtidig en let variation i pladens lydbillede.

To gæstepianister bliver der også plads til: Spanske Lluis Coloma akkompagnerer Chucks vokal på ”Vicksburg blues”, mens Chicagos egen Scott Grube spiller ”How about me”.

Remembering the masters er ikke et album, der føjer noget nyt til bluesgenren, men som titlen indikerer, er det bestemt heller ikke meningen. Har verden brug for endnu en udgave af Leroy Carrs ”How long, how long blues”? Egentlig ikke, men når nogen spiller den så godt, som Barrelhouse Chuck gør det her, tager vi den gerne én gang til. For yndere af Chicago blues er albummet en ren nydelse.

Skulle man udsætte noget på Remembering the masters, skulle det være, at Barrelhouse Chuck ikke er nogen stor sanger. Hans stemme er en smule spinkel – men det gælder altså også for mange af de kunstnere, der har skrevet sig ind i Chicago bluesens historiebøger. Selv om genren bestemt byder på store stemmer, er blues sjældent skønsang og behøver ikke at være det. Barrelhouse Chucks fornemste opgave er at frembringe bluesstemning, og dét gør han. Og så spiller han altså blændende.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s