Anmeldelse: Leroy Carr & Scrapper Blackwell: How long has that evening train been gone?

Som så mange andre sure, gamle mænd synes jeg, Black Friday er et småirriterende koncept, som i ugerne op til den giver én lyst til at råbe: Hold nu k*** med jeres Black Friday! Og tanken om at skulle bevæge sig ud i detailhandlen hin famøse fredag er decideret angstprovokerende. Men så er det jo godt, vi har internettet, for jeg er naturligvis ikke mere hellig, end at jeg gladelig tager imod et godt tilbud. Således lykkedes det mig også at indkøbe en stak særdeles billige blues-cd’er i forbindelse med udsalget.

Mit største scoop var denne Leroy Carr & Scrapper Blackwell-kompilering med den mundrette titel How long has that evening train been gone? Volume 1: 1928-1934. The early recordings of an innovative blues master, udgivet i 2008. Fire cd’er med stilskabende, tidlig urban blues af højeste kaliber, som jeg erhvervede mig formedelst en rund tyver!

Pianisten Leroy Carr var med til at flytte bluesmusikken væk fra den rå country blues, der dominerede store dele af bluesscenen i sidste halvdel og 1920’erne og start-30’erne, hen imod et mere poleret og sofistikeret udtryk. Carr trak stilmæssigt mere på vaudeville-blues, som den kom til udtryk hos f.eks. Ma Rainey og Bessie Smith, end på eksempelvis Blind Lemon Jeffersons eller Charley Pattons barske guitarblues. Hans elegante klaverspil og croonende vokal inspirerede senere navne som Charles Brown, Nat King Cole og Ray Charles. Og hans samarbejde med den faste akkompagnatør, guitaristen Francis Hillman ”Scrapper” Blackwell, lagde sammen med andre klaver/guitar-duoer som Tampa Red & Georgia Tom Dorsey grunden for den sammenspilsblues, der opstod i de store amerikanske byer i forbindelse med industrialiseringen, ikke mindst i Chicago, hvor Carr indspillede mange af sine sange.

How long has that evening train been gone? er den første af to udgivelser fra JSP Records, der sammen dækker hele Leroy Carrs karriere frem til hans tidlige død i 1936 af nyrebetændelse, fremkaldt af alkoholmisbrug. Carr var da et sted mellem 31 og 37 år, alt efter hvilke kilder man tror på. Det er en fornemt sammensat boks med fine covernoter af Max Haymes, der bl.a. udreder de for bluesmusikkens så vigtige jernbaners betydning for Leroy Carrs liv og sangskrivning. Haymes giver også et bud på baggrundshistorien for Leroy Carrs mest berømte sang, ”How long, how long blues”, der er et af de mest elskede bluesnumre nogensinde, og efter denne anmelders mening et godt bud på den ultimative bluessang!

De fire cd’er er remastered, men som altid med blues fra denne periode må man regne med masser af skratten og hvæsen fra højttalerne – kildeoptagelserne er simpelthen ikke bedre. For inkarnerede bluesfans som undertegnede er det selvfølgelig bare en del af charmen, og kan man abstrahere fra støjen, byder bokssættet på mange timers nydelse med noget af den bedste bluesmusik, man kan finde. ”Vellyd” kan man af ovennævnte årsager vel ikke rigtig kalde det, men der er en elegance i såvel Carrs vokal og tangentarbejde som i Blackwells diskret understøttende guitarspil (kun yderst sjældent åbnede Scrapper Blackwell munden i studiet), som adskiller Leroy Carr fra barrelhouse-pianister som Roosevelt Sykes eller de hyperaktive boogie-woogie-musikere.

Kan man lide sin blues traditionel – og hvem kan ikke det? – bliver det altså ikke ret meget bedre end Leroy Carr & Scrapper Blackwell. Her forenes nogle af de bedste elementer fra country bluesens enkle umiddelbarhed med den spirende Chicago blues’ sofistikerede kraft. How long has that evening train been gone? får min højeste anbefaling!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s