Anmeldelse: The Rolling Stones: Blue & lonesome

Lad os lige allerførst få et par ting af vejen. For det første: ”Er det nu et rigtigt bluesalbum, The Rolling Stones har begået?” Ja, det er det.

For det andet: Jeg har aldrig helt forstået det fantastiske ved The Rolling Stones. Folk taler altid om Beatles og Stones i samme åndedrag, men i min optik når The Stones altså ikke The Beatles til sokkeholderne. Enhver vil kunne nævne de første 10-20 Beatles-sange uden videre, men The Rolling Stones? Jo, der var ”Satisfaction” og, øh … The Beatles var et nærmest ubegribeligt alsidigt og innovativt band med 2-3 af populærmusikkens største sangskrivere og mindst én af de største instrumentalister (Harrison). The Rolling Stones var et fint lille bluesband, der udviklede sig til et småkedeligt rockband. Dygtige musikere og en karismatisk frontfigur, bevares, og jeg har den allerstørste respekt for deres bedrifter, men for mig har de bare sjældent været synderligt spændende, siden de slap deres bluesrødder omkring 1969. Sorry.

Nu er de så vendt tilbage til rødderne med det nye album, Blue & lonesome, som består af en samling covers af mere eller mindre klassiske Chicago blues-numre af sangskrivere som Little Walter, Howlin’ Wolf, Magic Sam og Willie Dixon. Og så kunne man jo godt forledes til at tro, at det var udtryk for, at de fire herrer i pensionsalderen havde tabt inspirationen og nu søgte tilbage til et prøvet koncept, der ikke kræver den store originalitet af dem. Det er det måske også, men lad mig sige med det samme, at Blue & lonesome altså ikke lyder som et afdanket band, der kører den hjem på rutinen!

Tværtimod er der tale om et band, der emmer af spilleglæde og indlevelse. Den officielle historie bag albummet er, at bandet var gået i stå i indspilningen af et nyt nummer, og for at få ”renset systemet” kastede de sig spontant ud i, hvad der blev titelnummeret (skrevet af Little Walter). De gik så godt, at de besluttede at indspille en blues mere, og før de havde set sig om, var et helt album i kassen. Det er al denne spontane energi, der vælter ud af højttalerne, når vi nu sætter Blue & lonesome på cd-afspilleren, og det er en ren fornøjelse!

Som også andre anmeldere har pointeret, er det i den grad Mick Jagger, der stjæler billedet. Vi vidste jo godt, at han kunne spille den onde blues-mundharpe, og det får han i dén grad demonstreret på Blue & lonesome, og også hans vokal sidder lige i skabet – markant som altid, men han gør materialet sit eget, uden at det bliver krukket og manieret, som han ellers kan have en tendens til. Albummet er simpelthen en pragtpræstation af Jagger.

Men det er altså også et tight band, der står bag ham. De hér folk kan deres blues – ikke bare Keith Richards, Ronnie Wood og Charlie Watts, men også den sublime pianist Chuck Leavell (bl.a. kendt fra Eric Claptons Unplugged-album), bassisten Darryl Jones og Matt Clifford på orgel og elklaver – alle sammen folk, der har mange års erfaring med The Rolling Stones og spiller disse bluesstandarder, som om de aldrig havde lavet andet.

Og så skader det selvfølgelig heller ikke at have verdens bedste nulevende bluesguitarist (there, I said it!), Eric Clapton himself, med på to numre. Især mandens slide-arbejde på ”Everybody knows about my good thing” (et stort hit for Little Johnny Taylor i 1971) er forrygende. Clapton og Stones har arbejdet sammen mange gange før – hør f.eks. deres blændende version af ”Little red rooster” på live-abummet Flashpoint fra 1990. Han var angiveligt interesseret i at blive medlem af gruppen, da Mick Taylor forlod dem i 1974, men han blev aldrig spurgt. På Blue & lonesome får vi prøver på, hvordan det måske kunne have lydt, og han klæder virkelig bandet.

Jeg var lidt overrasket over at se Don Was krediteret som producer. Jeg kan rigtig godt lide Don Was; han har en varm og organisk lyd, der klæder mange roots-orienterede kunstnere. Men Blue & lonesome er mere rå og garage-beskidt end som så, og dét er godt ramt. Vi er virkelig sat tilbage til Chicago bluesens storhedstid, hvor man ikke spildte tid på overdubs og den slags pjat. 1-2 takes, så var den i kassen – videre til næste nummer. Det er denne umiddelbarhed, dette symbiotiske sammenspil, der præger et album som Blue & lonesome, og som øjeblikkeligt smitter af på lytteren.

Så jo, jeg er meget begejstret for The Rolling Stones’ seneste album. Det er en rigtig, rigtig god bluesplade. Eneste anke: Det hæslige omslag, som får pladen til at ligne en halvofficiel opsamling fra tilbudsbunken. Det fortjener albummet ikke, for selv om der måske ikke bliver opfundet nogen dybe tallerkener her, og sangskriverne Jagger & Richards selvsagt tager en pause, så er musikerne The Rolling Stones tilbage i storform!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s