Anmeldelse: Fiona Boyes: Professin’ the blues

Den australske guitarist og sangerinde Fiona Boyes har indspillet siden begyndelsen af 1990’erne, men brød først for alvor igennem internationalt med albummet Lucky 13 fra 2006. Siden er det blevet til en håndfuld plader af høj kvalitet, og den seneste hedder altså Professin’ the blues.

Titlen er et ordspil, da Fiona Boyes denne gang har allieret sig med den navnkundige lydtekniker ”Professor” Keith O. Johnson. Denne er prisbelønnet for sit arbejde inden for mange genrer og kendes i blueskredse bl.a. for sit samarbejde med den amerikanske country blues-guitarist Doug McLeod.

Sammen har Boyes, Johnson og en rytmesektion bestående af Jimi Bott (trommer) og Denny Croy (bas) indspillet et album med en utrolig intens og nærværende lyd. Keith Johnsons fremgangsmåde er fuldstændig old-school; han indspiller, som Boyes skriver i noterne, uden isoleringsbåse, hovedtelefoner, separate spor eller overdubs. Alt høres, som musikerne spiller det, sammen i studiet. Alligevel er lyden fuldstændig glasklar og skarp.

Således kommer Fiona Boyes’ forskellige guitarer virkelig til deres ret, og det er et interessant arsenal bestående af bl.a. resonator-guitarer (guitarer med ”krop” af metal), cigarkasse-guitar og specialfremstillet akustisk guitar. Hertil kommer, at Fiona Boyes angiveligt bruger en fyldt whiskey-flaske som slide!

Fiona Boyes spiller både med og uden strøm, men på Professin’ the blues holder hun sig til den akustiske country blues. Udtrykket varierer dog fra den barske, intense delta-variant med bidende slide-guitar til lettere, Piedmont-inspireret fingerspilsblues. Materialet er stort set skrevet af Boyes selv, enkelte numre dog i samarbejde med andre, og endelig er der blevet plads til en version af Big Joe Williams’ klassiker ”Baby please don’t go” samt ”Face in the mirror” af Fiona Boyes’ landsmand Chris Wilson.

Pladen er en tour-de-force udi akustisk blues. Fiona Boyes demonstrerer, hvorledes hun mestrer dens forskellige udtryksformer, alt imens man som lytter er fuldstændig tryllebundet af såvel stemme som strengearbejde. Produktionen gør, at det føles, som om man sidder lige over for kunstneren og er vidne til et personligt ansigt-til-ansigt-sangforedrag.

Professin’ the blues er i den grad en soloplade, men Jimi Bott og Denny Croy tilføjer flere af sangene små krydderier. Ikke mindst Botts slagtøj i form af bl.a. tamburin, shaker, vaskebræt og papkasse er med til at skabe albummets lyd, men også Croys basspil er forbilledligt – diskret og understøttende, aldrig dominerende, undtagen på den caribisk påvirkede ”Catfish fiesta”, hvor han træder frem i rampelyset og spiller en jazzet solo.

Med Professin’ the blues har Fiona Boyes, hendes medmusikanter og teknikerhold skabt et aldeles gribende album med nærmest hypnotiske kvaliteter. Jeg kan kun anbefale enhver bluesfan at lade sig suge ind i hendes musikalske verden.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s