Anmeldelse: Erja Lyytinen: Stolen hearts

Den finske guitarist, sangerinde og sangskriver Erja Lyytinen pladedebuterede i 2002 og har siden opbygget og udvidet en fanbase, der også omfatter mange danskere (Erja har i øvrigt en overgang boet i København). I 2005 skrev hun kontrakt med tyske Ruf Records, der i mange år har haft øje for upcoming bluestalenter, og her har hun udsendt en håndfuld fremragende plader.

Seneste skud på stammen, Stolen hearts, er imidlertid et crowdfunding-projekt, altså finansieret af Erjas fans og udgivet på finske Tuohi Records. Så meget desto mere må albummet formodes at være et hjertebarn for Erja Lyytinen, der selv har skrevet samtlige 11 sange, to af dem i samarbejde med hhv. Davide Floreno og Alan Darby.

Erja Lyytinen har tidligere vist, at hun mestrer både den traditionelle blues og et mere rockpræget udtryk. Stolen hearts læner sig klart mest mod sidstnævnte. Albummet er produceret af Chris Kimsey (The Rolling Stones, Peter Frampton, Marillion, INXS m.fl.), og sammen har de frembragt en tungt rockende lyd, der sine steder næsten nærmer sig metalgenren. Samtidig er er albummets finish temmelig glat – det er ikke garagerock, vi har med at gøre her.

Det kan måske lyde faretruende anakronistisk, men det, produktionen gør, er at give god plads i lydbilledet til Erja Lyytinens guitarspil. Hun er en fremragende guitarist og ikke mindst exceptionelt dygtig på slide-guitar, og der er heldigvis masser af slide på Stolen hearts. Lyt for eksempel til den funky blues ”Lover’s novels”, som er en decideret opvisning i bottleneck-spil, ”Rocking chair”, hvor slide-guitaren effektivt punkterer et tungt heavyrock-riff, eller ”24 angels”, der begynder som en ”Skyfall”-lignende ballade, men udvikler sig til et medrivende rocknummer.

Erja Lyytinens spil – og sangskrivning – er dog mere alsidigt end som så. Titelnummeret er en uimodståelig syng-med-rocker. ”Black ocean” starter med et enkelt blues-riff, men kulminerer i en lang guitarsolo, der skylder mindst lige så meget til den progressive rock som til bluesen, og som må være en fest at høre live! ”Slowly burning” er en Gary Moore-lignende slow blues med en ligeledes fremragende guitarsolo, og ”Love laboratory” blander atmosfærisk pop med funk. Albummet runder af med ”Broken eyes”, en decideret popballade, som dog er mere Tin Pan Alley end Taylor Swift.

Vokalmæssigt er Stolen hearts noget af det stærkeste, vi har hørt fra Erja Lyytinen. Der er en selvsikkerhed og en udfordring af registret, som man ikke tidligere har set i samme grad. Lyytinen har en dyb og lettere gutteral stemme, som hun virkelig får brugt udtryksfuldt, ikke mindst på et nummer som ”24 angels”.

Det har været Erja Lyytinens erklærede mål med dette album at blande gammelt med nyt – traditionelle bluestoner med mere nutidige pop- og rockelementer. Som bluesfan kunne man godt have ønsket sig, at bluesen havde fyldt lidt mere på Stolen hearts – den er der, men nok mest i Erja Lyytinens Elmore James-påvirkede slide-guitarspil. Til gengæld må man beundre den alsidighed, der præger albummets sangskrivning og ikke mindst Erja Lyytinens performance på guitaren. Og der bør bestemt være et publikum til albummet – Beth Hart-fans vil f.eks. ikke gå forgæves.

Erja Lyytinen er en alt for sjælden gæst på de danske koncertscener, men får man chancen, bør man unde sig selv at opleve hende live. Hun er en forrygende performer, og ja, hun spiller masser af blues!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s