Anmeldelse: Bob Gardner: Lucky man

Bob Gardner er et ubeskrevet blad på den store bluesscene. Han har hjemme i Las Vegas, hvor han har sunget blues, rock og soul på de lokale scener med sit Bob Gardner Band. Lucky man er hans debutalbum.

Hjernen bag Lucky man er imidlertid guitaristen og sangskriveren Eric Walters. Albummet fik sin spæde begyndelse, da Walters blev bedt om at skrive nogle sange til Buddy Whittington (John Mayall & the Bluesbreakers). Da dét projekt af forskellige årsager faldt til jorden, slog Walters i stedet pjalterne sammen med sangeren Bob Gardner, og Lucky man blev født.

Sangene er alle sammen af Eric Walters; to af dem skrevet sammen med pianisten Jack Myers. De to udgør også kernen af bandet sammen med trommeslager Aziz Bucater og bassist Rick Champion samt Bill Holloman på blæsere og Brett Hansen på diverse instrumenter, primært orgel.

Der spilles forskellige varianter af moderne, elektrisk blues og bluesrock. Åbningsnummeret ”Ain’t gonna worry no more” læner sig f.eks. mod B.B. King og hans Memphis blues, mens både ”Dallas” og ”Part time lover man” har små latin-touches a la Carlos Santana.

Der er således en pæn variation i sangene, som også hver især er af ganske fin kvalitet. Imidlertid er albummet præget af en besynderlig, 80’er-agtig produktion, som bestemt ikke gør det nogen tjenester. Bill Hollomans blæsere fylder f.eks. rigtig meget på pladen, men i stedet for at bidrage med rhythm & blues-friskhed lyder de ofte syntetiske og er simpelthen brugt for meget. Det udjævner noget af sangenes stilmæssige forskellighed og bringer dem i fare for at flyde sammen til en ensartet masse.

Dét er en skam, for når Holloman får plads, gør han det faktisk rigtig fint, f.eks. i de veloplagte saxofonsoloer på ”Shotgun shack” eller på ”Not gonna let you go”, hvor hans sax duellerer med Walters’ i øvrigt glimrende leadguitar.

Bob Gardner har en særegen, hæs vokal, som egner sig godt til bluesrock-repertoiret. Også han lyder dog overproduceret og let kunstig, hvilket forhindrer hans stemme i rigtigt at træde i karakter. At han er hentet ind som forsanger uden sangskriverkrediteringer medvirker måske også til, at hans performance virker en smule distanceret.

De individuelle præstationer er der således ikke noget at udsætte på, men man savner simpelthen albuerum til, at såvel sange som musikere kan få lov til at folde sig ud og vise deres respektive særkender. Den glatte, klaustrofobiske produktion gør, at man som lytter kommer til at småkede sig, som albummet skrider frem. Og det fortjener råmaterialet ellers faktisk ikke.

Lucky man bliver dog reddet på målstregen af sidste skæring, den New Orleans-inspirerede ”Ain’t dead yet”. Den er pladens absolut bedste nummer, dels fordi den rent stilmæssigt evner at skille sig ud, dels fordi samtlige medvirkende faktisk lyder, som om de har det sjovt. Bob Gardner leverer sin mest engagerede vokal, Bill Hollomans messingblæsere (suppleret af Brett Hansen på tuba) har en fest, og der er små, veloplagte finesser fra percussion, guitar og klaver. Mere af den slags personlighed næste gang, tak!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s