Gensyn med en legende

Den 16.-17. juni er der Komos Festival i Kongens Have i København – en ny musik- og madfestival, der, hvad det musikalske angår, har fokus på folk og beslægtede genrer. Jeg har tænkt mig at fejre min fødselsdag med at svælge i festivalens mad og musik (og anmelde koncerterne).

Det største navn på plakaten må utvivlsomt være den amerikanske country-legende Kris Kristofferson, som jeg personligt glæder mig usigeligt til at høre. Jeg havde den store fornøjelse at se ham live i Odense i september sidste år (hvor Bo Christensens foto ovenfor er taget), og det var en meget stor oplevelse. Kris Kristofferson er ubestrideligt en af countrymusikkens (og populærmusikkens) største sangskrivere, og at høre manden selv synge sine hverdagsdramatiske og tørt humoristiske, poetiske narrativer med sin sprukne, erfarne røst, well – det skal bare prøves!

Kris Kristofferson fik sit gennembrud som sangskriver, da Johnny Cash indspillede hans ”Sunday mornin’ comin’ down” i 1970. Kristofferson albumdebuterede selv samme år og nød fra da af succes både som sangskriver, som indspillende kunstner og som skuespiller. Han vandt en Golden Globe for sin hovedrolle i A star is born, men er i vore dage måske mere husket for trucker-klassikeren Convoy (og nej, det var ikke Kristofferson, der sang titelmelodien – det gjorde C.W. McCall).

I 1980’erne og 90’erne var Kris Kristofferson medlem af supergruppen The Highwaymen med vennerne Cash, Willie Nelson og Waylon Jennings; de indspillede tre studieplader. I 2006 fik hans karriere nyt liv med det fremragende, Don Was-producerede album This old road. Det blev fulgt op af to yderligere Was-produktioner, Closer to the bone (2009) og Feeling mortal (2013). Sidste år markerede han sin 80-års fødselsdag med den udmærkede The Cedar Creek sessions, hvor han har genindspillet en række af sine mest kendte sange.

Jeg glæder mig også til at høre den amerikanske søstre-trio Joseph, danske Jonah Blacksmith og en masse anden god folk, som jeg ikke er særlig bekendt med i forvejen. Dissing, Dissing, Las & Dissing er også på programmet, men jeg tvivler ærligt talt på, at min gamle helt Povl dukker op, efter han i februar blev ramt af en hjerneblødning – det ville ellers være en dejlig fødselsdagsgave!

Hvis du også skulle have lyst til at komme på Komos Festival, har du på Bluesnews.dk chancen for at vinde to billetter, så skynd dig at klikke her – konkurrencen løber indtil den 6. juni. Ellers kan du købe billetter – og læse mere om festivalen og de optrædende – her.

Og så kommer jeg naturligvis til at dække festivalen lige her på Musiksyn, så watch this space!

Foto: Bo Christensen, pressefotos.dk

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s