Havens konge

Foto: Peter Widmer og Jakob Wandam

Den første, men forhåbentlig ikke sidste Komos Festival løb af stablen i den forgangne weekend, og én mand prægede festivalen mere end nogen anden: Kris Kristofferson var det ubetinget største navn på plakaten, og der var ingen tvivl om, at han også var årsag til mange af de solgte billetter. Over alt i Kongens Have hørte man i løbet af fredagen folk tale om Kris – som vi naturligvis var på fornavn med – med forventning i stemmen.

Der var også et fint fremmøde i parken foran Rosenborg Slot – på trods af at vejrguderne ikke var i det bedste humør fredag, men diskede op med blæst og regn. Men publikum tog det i stiv arm, og der var da også tale om sporadiske sommerbyger, som aldrig fik lov til at spolere trangen til at høre levende musik.

Uden Povl

Dissing & Las havde den lidt utaknemmelige tjans at skulle åbne festivalen – utaknemmelig, dels fordi klokken var 12 på en hverdag, og publikum endnu ikke var så talstærkt, og dels fordi de var programsat som Dissing, Dissing, Las & Dissing. De måtte jo nemlig møde op uden deres store trækplaster, Povl Dissing, der stadig ikke er klar til at indtage koncertscenerne, efter at han blev ramt af en hjerneblødning i slutningen af februar. Dét var arrangørerne naturligvis klar over, og det var ikke okay at lade programmet fremstå uændret.

Dissing & LasBandet spillede ikke desto mindre ufortrødent deres afdæmpede singer/songwriter-rock fra Hovedscenen, og det var et sympatisk bekendtskab, om end ingenlunde sindsoprivende. Det mest interessante var Las Nissens elegante, meget Mark Knopfler-lignende guitarspil på Fender uden plekter, samt Jonas og især Rasmus Dissings fraseringer og markante stemmer, som de bestemt ikke havde fra fremmede.

Povl Dissing blev der da også talt meget om, og Rasmus Dissing – som i øvrigt ligner sin far på en prik – forsikrede os, at ”han har det faktisk ret godt.” Det var godt at høre, og vi håber, at den gamle trubadur snart bliver i form til at synge igen.

Positiv overraskelse

20170616_140241På Teltscenen var de første optrædende danske The Grenadines, som jeg aldrig havde hørt før. De viste sig at være en overordentlig positiv overraskelse med deres luftige folk-pop med et touch af 60’er-rock. Der var elementer af tidlig Beatles, en knivspids Kashmir og en god portion Crowded House, men først og fremmest var der en helt uimodståelig spilleglæde, gode instrumentale præstationer og fint vokalarbejde af de tre skiftende forsangere.

Særligt samlede opmærksomheden sig om trommeslager, sanger og occasional guitarist Laurits Emanuel, der besad stor sceneudstråling, og det blev decideret rørende, da han gav en soloversion af ”Help me make it through the night”, fordi han simpelthen var nødt til at udtrykke sin begejstring over at spille på samme festival som sangens ophavsmand, Kris Kristofferson.

Fortryllende harmonier

20170616_143143Det hæmmede næppe tilstrømningen til The Grenadines’ overdækkede koncert, at regnen stod ned udenfor, men de fortjente nu opmærksomheden. På den store scene slap den amerikanske trio Joseph ikke helt for bygerne (publikum gjorde i hvert fald ikke), men de var heldigvis værd at stå i regnen for. De tre diminutive søstre, der har opkaldt ensemblet efter deres bedstefar Joe og byen Joseph, som han voksede op i, fyldte ikke meget på scenen, men til gengæld var det imponerende, hvad de kunne udrette med en guitar, tramp i gulvet og så deres helt fortryllende vokalharmonier.

Som tre æteriske Dixie Chicks sang de denne anmelder ind i en nærmest trancelignende tilstand med deres fortællende folk og svævende sangstemmer, der indimellem lod sig udtrykke gennem indiansk messen. Jeg måtte ruske mig selv tilbage til virkeligheden, da de havde forladt scenen.

Unge fyre

20170616_154851I denne virkelighed stod den britiske duo Seafret klar på Teltscenen. Seafret består af to fyre fra Bridlington, som ser meget unge ud, og som da også fremstod en smule nervøse og uerfarne. Evnerne var der dog ikke noget i vejen med; Jack Sedman har en stærk og udtryksfuld vokal, der minder ikke så lidt om landsmanden David Grays, og Harry Drapers ganske imponerende guitarspil og selvsikre måde at håndtere instrumentet på stod i spøjs kontrast til hans flakkende blik og nervøse smil.

Der stod unge piger i forreste række med svømmende øjne og læber, der kunne samtlige tekster udenad, så der er ingen tvivl om, at Seafret har et publikum. Personligt savnede jeg dog variation i deres udtryk, som var melankolsk fra start til slut.

Postmoderne stadionrock

Så var der væsentlig mere alsidighed i det syv mand store ensemble Jonah Blacksmith. Ligesom Joseph er Jonah Blacksmith et familieforetagende fra en lille udkantsby, skabt af brødrene Simon og Thomas Alstrup fra Thy, der ligeledes har opkaldt bandet efter deres bedstefar, som blev kaldt Johannes Smed.

20170616_171314Sammen med to trommeslagere, to tangentspillere og en guitarist (med mere) spillede de to herrer en aldeles forrygende koncert fra Hovedscenen med, hvad kan kunne kalde postmoderne stadionrock. Storladne omkvæd, banjo og mandolin og stortrommer med rævepels blev forenet i en slags Lars Lilholt Band for hipstere. Og dét er bestemt ment som en kompliment: Jonah Blacksmith væltede simpelthen Komos Festival med deres forbilledlige sammenspil, charme og musikalitet, og de vandt helt sikkert nogle nye fans – heriblandt undertegnede – denne fredag eftermiddag.

Svært rubricerbart

IMAG2808_cutMusikalitet var der bestemt også hos Michael Møller & Foreign Lands, der nu indtog Teltscenen. Dette band, der også bl.a. tæller Jørgen Dickmeiss og Maren Hallberg fra folkemusikduoen Svøbsk, spillede en svært rubricerbar musik. Michael Møllers smægtende Ron Sexsmith-vokal blandedes med vemodige østeuropæiske toner, skandinavisk folkemusik, balkanmusik, fusionsjazz og 1980’er-melodi grand prix-keyboard.

Det kan lyde underligt, og det gjorde det også – jeg kan ikke mindes at have hørt noget lignende. Men det fungerede! Michael Møller er dog ikke nogen naturlig frontmand; han lignede mest af alt en bibliotekar (og da jeg er bibliotekar, ved jeg, hvad jeg taler om!), og han havde lidt svært ved at få publikum med helt ind i sin musikalske verden.

Legenden

Men de havde måske også allerede det mentale blik rettet mod Hovedscenen, for nu var det tid til at få Kris Kristofferson på banen. Og lad det være sagt med det samme: Legenden skuffede ikke, og han blev heller ikke selv skuffet; faktisk var det åbenbart for enhver, at det 80-årige country-ikon blev ganske overvældet af den modtagelse, han fik.

20170616_193011Det begyndte ellers ikke helt, som det skulle: Et par minutter inde i den første sang erklærede Kristofferson, at her skulle han have spillet en solo på sin mundharpe, men den havde han åbenbart glemt at få med på scenen! Det udløste stor latter både hos publikum og ham selv, men han sang ufortrødent videre, indtil en ung pige kom spænende ind med det glemte instrument.

Og sangene tryllebandt fra første strofe. Ingen kan skrive fortællende sange som Kris Kristofferson, og få kan foredrage dem med så stor intensitet, som der ligger i Kristoffersons sprukne stemme. Den bærer præg af et langt liv med megen røg og rigelige mængder alkohol, og det var ikke sjældent, at den simpelthen knækkede over. Men der var autoritet og autenticitet, pondus og patina i den, og det var dybt, dybt bevægende at se, hvordan granvoksne, gråhårede mænd stod med tårer i øjnene og sang med på ”Darby’s castle”, ”Sunday morning coming down”, ”Me and Bobby McGee” og alle de andre klassikere.

Kris Kristofferson optrådte kun akkompagneret af sin egen guitar (og mundharpen, når den var der), og det blev en intimkoncert for hele Kongens Have. Nok var guitarspillet lidt stift indimellem, og nok kom han lidt brat ud af nogle af sangene, men det var helt ligegyldigt. Han havde os i sin hule hånd fra start til slut, takket være sin humor, sit nærvær og sit enestående sangkatalog. Sikke et scoop han var for Komos Festival!

Originale arrangementer

20170616_211131Tall Heights var næste navn på Teltscenen. De lå nok i den yderste del af folk-spektret – en cello på scenen doth not folk musicians make – men der var ingen tvivl om, at ingen trak så mange mennesker til Teltscenen som denne charmerende Boston-duo, som dog nok også var glade for at ligge i Kris Kristoffersons slipstrøm.

De høstede jubel og bifald for deres frustrerede bemærkninger om Donald Trump, men også for deres ganske originale arrangementer, hvor Paul Wrights cello spille en central rolle, men som også til slut inddrog publikums mobiltelefoner i lydbilledet!

Sympatisk koncept

Fredagens sidste indslag var House of Songs feat. Poul Krebs, og det var desværre også det svageste. Konceptet var ellers sympatisk: Krebs havde samlet en håndfuld singer/songwriters fra forskellige lande, som så skiftedes til at fremføre deres sange med hjælp fra hinanden. De ”udvalgte” var Troy Campbell fra USA, Daniel Lemma fra Sverige og Claudia Scott fra Norge.

20170616_220422Men det stod hurtigt klart, at selv om musikerne demonstrerede en smittende spilleglæde og bl.a. fik hjælp af orgel-troldmanden Palle Hjorth (som desværre ikke fik meget spillerum), var det simpelthen med få undtagelser nogle småkedelige sange, de havde begået. Det skal siges til deres forsvar, at de havde ganske godt fat i store dele af publikum, men efter en god halv time måtte jeg give op, og der kom stadig toner fra deres House of Songs, da jeg forlod Kongens Have og Komos Festivals første dag.

IMAG2925_cutFestivalens anden dag blev lidt anderledes for undertegnede. Komos’ slogan er ”Folk and Food in the Garden”, og om lørdagen havde jeg besluttet at overvære et par af de ”food talks”, som festivalen også bød på. Som en ivrig seer af Den Store Bagedyst på DR var det ganske morsomt både at høre Tobias Hamann (vinder af 3. sæson) og Mette Blomsterberg (konditordronning og dommer i fire sæsoner) tale om kager, tv og meget andet.

Ung komet

IMAG2850_cutMen det blev på bekostning af koncerter med danske Select Captain og nordirske Ciaran Lavery. Til gengæld var jeg på plads, da Jacob Dinesen åbnede lørdagen på Hovedscenen, og det var der rigtig mange andre, der også var. Solen havde besluttet at skinne fra en skyfri himmel denne dag (et usandsynligt godt menneske må have haft fødselsdag … !), og der var strøet mange tæpper og festivalstole ud over Kongens Have. Men der var heller ingen tvivl om, at rigtig mange – i alle aldersgrupper – var kommet for at høre denne unge, danske komet.

Jacob Dinesen spillede svulstig, storladen stadionrock a la Bruce Springsteen, og også i sin fremtoning virkede han inspireret af the boss. Iklædt jeans, t-shirt og vest sprang han rundt med guitar ved hoften og udøvede en ærefrygtindgydende publikumskontrol. Folket elskede hans heartland-rock, hans imponerende stemmekraft og –alsidighed og hans Pete Townshend-vindmøllearme over guitaren. Det hele kulminerede med, at Jacob Dinesen tog turen med mikrofon i hånd ned gennem folkemængden, inden han high-five’de sig tilbage til scenen og sit band, der spillede, som gjaldt det livet, og nød hvert et øjeblik.

Atmosfærisk americana

IMAG2898_cutDet var skønt at se et ungt orkester, der kaster weltschmerz og ironi overbord og bare buldrer derudad i glæde over musikken. Og dejligt, at gennemslagskraften er så stor. Helt så godt fat havde Homesick Hank ikke; det var et væsentligt mere tilbagelænet publikum – bogstaveligt talt – der overværede det danske band spille deres støvede, atmosfæriske americana.

Kudre Haan har ikke nogen stor eller gennemtrængende vokal, men til gengæld skriver han smuk, stemningsfuld musik, og Homesick Hank emmede af vellyd, ikke mindst takket være det fremragende leadguitar-arbejde og den allestedsnærværende pedal steel, som gav et touch af Daniel Lanois.

Pyjamas og morgenkåbe

Sidste punkt på programmet for undertegnede blev Lisa Ekdahl, der var dagens tredje navn på Hovedscenen. Dén indtog hun iført pyjamas og morgenkåbe, og så var stilen lagt for den svenske sangerinde, der flirtede sig igennem en meget overbevisende koncert.

Hun spillede på det lillepigede i en sådan grad, at jeg hørte flere tilskuere, der syntes, det var for meget – dog alle sammen kvindelige! Lisa Ekdahls lille legeme bevægede sig rundt på scenen som en Kylie Minogue minus det vulgære – bevidst om sin egen sexappeal, men uden behov for at overskride grænser.

IMAG2928_cutVigtigst af alt var dog naturligvis stemmen, der lød med uformindsket klarhed, mens hun sang sine elektrificerede viser eller adresserede publikum som havens ”kungar och drottningar.” Det var alt sammen sikkert, charmerende og helt perfekt til en sen sommereftermiddag med højt solskin. Måske en smule for kalkuleret – jeg syntes ikke, vi nåede helt derop, hvor magien opstår – men publikum var glade og tilfredse, og så kan man vel egentlig ikke forlange mere.

Og her måtte Musiksyn forlade Komos Festival for i år, og derfor får du ingen indtryk herfra af Leif Vollebek, Passenger, Matthew and the Atlas, Folkeklubben eller Flogging Molly. Til gengæld har du forhåbentlig fået indtrykket af en velafviklet festival med mange gode musikalske oplevelser, hvoraf nogle endog var magiske. Lad os håbe, at Komos Festival bliver en tilbagevendende begivenhed.

Madfestival

Men hov – hvad med maden på denne ”Folk and Food in the Garden”-festival, tænker du måske. Og derfor giver jeg nu ordet til min gode ven og gæsteskribent, Peter Widmer:

 

IMAG2948Komos Festivalen er spritny, fandt sted centralt i København den anden weekend i juni måned, og er et udmærket initiativ med masser af folk-musik og en del mad og snak – eller ”talks” – om mad.

Rammerne for Komos Festival var perfekte, for festivalen afvikledes i Kongens Have, der er en smuk lokation og nem at komme til med offentlig transport. Nørreport Station ligger lige om hjørnet.

Festivalområdet optog kun en mindre bid af Kongens Have og var således aldeles overskueligt med god plads til både musik, mad og publikum. Over de to dage, festivalen varede, kunne man høre nitten forskellige musiknavne, fra Danmark, Sverige, England, Nordirland og USA.

Madsnak

Dertil kom maden. Festivalens ambition var ”at samle flere generationer igennem musik og madoplevelser.”

Der var således arrangeret seks ”food talks” fordelt med tre pr. dag. Man kunne for eksempel høre den velanskrevne kok Bo Jakobsen, Mette Blomsterberg og ”kagemanden” Tobias Hamann.

20170616_131525Musiksyn valgte således at gå til ”food talk” ved Bo Jakobsen på festivalens første dag kl. 13:15, og dét var en positiv oplevelse.

Kokken, restaurations-ejeren, kogebogsforfatteren, tv-kokken med mere var i fin form, og den stod på foredrag om danskernes forhold til mad i historisk perspektiv.

Konklusionen var, at det absolut ikke varer længe, før der kun er få folk tilbage i Danmark, der kan lave mad. Der var stof til eftertanke, leveret med vid, bid og humor.

Økologien

Så var der lige den mad, man kunne tilkøbe sig. Hvis man havde bestilt en picnic-kurv på forhånd, var alt jo klappet og klart – madmæssigt. Hvis ikke, og sulten nagede, måtte man rundt på festivalpladsen på jagt efter føde.

Ifølge festival-arrangørerne var maden på festivalen ”forankret i nogle simple men altafgørende principper: råvarerne skal være lokale, økologien er vigtig, bæredygtighed er afgørende og kvalitet i øjenhøjde er fundamentalt.”

20170616_120448Udvalget af mad var nogenlunde interessant, både hvad angår kvalitet og pris. Desuden kunne man hos Kødbyens Is købe håndlavet italiensk is, og også hos Kaffeklubben var Italien fremme i skoene. Her med økologisk fairtrade-kaffe.

Til at skylle maden ned med var der specialøl og champagne med mere til ikke helt urimelige priser at få.

Flere nationer

Komos Festivalen havde indgået et samarbejde med Kødbyens Mad & Marked, der blandt andet er kendt for ”street food,” og flere nationer var repræsenteret, så udvalget af mad var bredt.

20170616_150417Der var en vietnamesisk ”food truck,” fyldt med vietnamesisk ”comfort food,” og det japanske spisested med mere – Kuma – var også repræsenteret. Indisk mad kunne man også få, via Curry Nation – Indian Street Food.

Man kunne også gå om bord i det franske gadekøkken, hvis man var til ”Toulouse Sausage Baguette,” fritter stegt i andefedt eller ratatouille.

Mexico var ligeledes på banen via Jonathans Madcykel, der faldbød tacos med to forskellige slags kødfyld.

Nutella-land

Der var også mulighed for at mæske sig i crêpes/pandekager med Nutella og andet sødt, men man kunne også få pandekager med skinke, ost, champignon, salat og pesto/chili samt en pandekage med vegetarfyld.

Især de søde crêpes gik som varmt brød, og køen var den længste, der sås foran et madsted.

Det var det rene Nutella-land.

20170616_141923Heldigvis var der dog intet sødt over den fish & chips, man kunne købe hos ”Hooked Seafood Kitchen,” der også serverede ”Vinegar Fries.”

Ved en anden ”food truck” kunne man tilmed få peruviansk ”seafood,” og man kunne få sig en udmærket ”Fried Chicken Burger” eller en ”Halloumi Burger” ved en anden ”food truck,” hvis man ville have en kødfri burger.

Rimeligt prisniveau

Men – sagde rygtet – festivalpladsens ultimative burger var dog ”gastro burgeren,” der kunne erhverves for 80 kr.

20170616_18223180 kr. synes måske at være meget at skulle hoste op med for en burger, men i hvert fald blev gastro burgeren betegnet som et måltid i sig selv, som man kunne køre på længe. Dyrt kan 80 kr. således ikke siges at være.

79 kr. for en gang mættende indisk ”butter chicken” med ris kan heller ikke siges at være en ublu pris, mens 85 kr. for en beskeden gang ”fish & chips” nok er en kende i overkanten.

Man kunne nu let blive træt af ”street food,” og måske burde Komos-folkene overveje nogle fornuftige alternativer til fremtidens udgaver af festivalen.

Bredt set var udbud, pris- og kvalitetsniveauet på mad dog nogenlunde rimeligt, så ingen behøvede at sulte på denne allerførste Komos Festival.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s