Sonamos Latinoamérica

Foto: Claudia Adeath, phototrack.dk

Så skal jeg ellers lige love for, at denne skribent kom på udebane! Jeg sætter en ære i at lytte til mange forskellige musikgenrer, og latinamerikansk musik er ikke fremmed for mig. Men min viden om dét hjørne af det musikalske verdenskort er særdeles begrænset.

Jeg ved godt, at der findes samba og bossanova fra Brasilien, salsa og son fra Cuba, tango fra Argentina og norteño fra Mexico. Men jeg er ingenlunde fortrolig med terminologien – eller med disse og den latinamerikanske musiks mange, mange andre forgreninger – så da jeg blev inviteret til at dække Sonamos Latinoamérica i København, var der ikke andet at gøre end at gå til opgaven som lægperson.

Det er måske i virkeligheden også en meget relevant indfaldsvinkel at have, for hele formålet med Sonamos Latinoamérica er at udbrede kendskabet til den latinamerikanske musik og nedbryde de fordomme, der måtte eksistere desangående.

Ikke bare en festival

Sonamos Latinoamérica er en festival, men det er ikke bare en festival. Snarere er det en international bevægelse, som er udsprunget af et netværk af musikere i Latinamerika og siden har bredt sig også til Europa.

PercussionHer er der efterhånden etableret Sonamos Latinoamérica-festivaler i Barcelona, Bruxelles og København. Netværket skaber mulighed for, at latinamerikanske musikere kan komme til Europa og spille på alle tre festivaler. Desuden er Sonamos Latinoamérica en platform for herboende latinamerikanske kunstnere, som således ikke blot får mulighed for at spille i deres (nye) hjemland, men også for at præsentere deres musik for et internationalt publikum.

I Danmark arrangeres Sonamos Latinoamérica af foreningen CkulturA. Denne forening, som har eksisteret siden 2012, har som formål at bygge bro mellem de forskellige kulturer, der findes i Danmark, gennem netop kunst og kultur. Foreningen er grundlagt af Claudia Adeath og Claudia Cohen fra Mexico og Fernando Massino fra Argentina og har derfor et meget naturligt fokus på latinamerikansk kultur.

Samspil mellem kulturer

Men netop samspillet mellem kulturerne er en hovedpointe i sig selv, og derfor præsenterer Sonamos Latinoamérica særligt kunstnere, som ikke blot genskaber traditionel musik, men fusionerer folkekulturen med andre genrer og inspirationer.

Det var også tilfældet med de i alt seks ensembler, som spillede på årets festival, der strakte sig over tre dage fra den 19. til den 21. september 2019. Og det var lidt af en åbenbaring, hvor forskelligt musikerne greb det an.

Publikum på Musikmuseet
Publikum på Musikmuseet (det er Deres udsendte yderst til højre)

Første etape af Sonamos Latinoamérica foregik på Musikmuseet, der er beliggende i det gamle Radiohus på Rosenørns Allé på Frederiksberg. Her kunne man torsdag aften den 16. september høre brasiliansk-danske Raphael Gimenes og hans kvartet samt den mexicansk-belgiske TriOrganico.

Der var fuldt hus på Musikmuseet, som i øvrigt er et vældig interessant sted at gå rundt og se de mange historiske musikinstrumenter fra hele verden. Det var en særdeles passende ramme for en koncert af denne karakter.

”Folkejazz”

Raphael Gimenes optrådte med Flavia Huarachi på tværfløjte og vokal, danske Anders Skibsted på Bandoneon og som gæst den cubansk-danske percussionist Yohan Ramon. ”Folkejazz” kalder Gimemes selv sin musik, som han serverede for os i form af ti smukke kompositioner samt et ekstranummer.

Raphael Gimenes
Flavia Huarachi, Raphael Gimenes, Anders Skibsted

Det var decideret henførende musik, som nok byggede på brasilianske rytmer og jazzens tonesprog, men som for denne skribent i mindst lige så høj grad kunne sidestilles med britisk folk-prog. Gimenes’ guitarspil virkede klassisk funderet i sin luftige elegance, og sammen med Flavia Huarachis allestedsnærværende og fabelagtigt smukke tværfløjtespil skabte han en pastoral stemning, der havde klare paralleller i f.eks. tidlig, akustisk Genesis, Anthony Phillips eller Steve Hackett.

En ekstra dimension

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at portugisisk ikke er hverken mit første-, andet- eller tredjesprog, men Raphael Gimenes var flink til at præsentere sangene. Og selv om man ikke forstod teksterne, føjede det alligevel en ekstra dimension til numre som ”Igarapé” og ”O último jacarandá” at vide, hvad de handlede om – hvilket i mange tilfælde var den brasilianske natur, folket eller familien.

Yohanier Flores
Yohan Ramon

Yohan Ramons subtile slagtøjsspil lagde fine nuance til musikken, mens Anders Skibsteds bandoneon var med til at definere dens særpræg. Flavia Huarachi fik ud over fløjtetonerne også demonstreret en rigtig fin vokal og på f.eks. ”O último jacarandá” sågar indiansk chant.

Koncerten med Raphael Gimenes og hans tre medmusikere blev en stor og aldeles betagende musikalsk oplevelse.

Løssluppen

Dyrkede Raphael Gimenes den pastorale stemning, var atmosfæren mere løssluppen hos TriOrganico. Trioen består af multiinstrumentalisten Osvaldo Hernández Nápoles, der blandt andet trakterede violin, shekere, kalimba, maracas, cajon og barokkguitar, slagtøjsspilleren Patricia van Cauwenberge, som også optrådte med malambo-dans, og Juan Carlos Bonifaz på marimba.

Juan Carlos Bonifaz og Osvaldo Hernández Nápoles
Juan Carlos Bonifaz og Osvaldo Hernández Nápoles

De præsenterede en fusion af alskens musikalske påvirkninger, der inkluderede spansk-mexicanske sange, indianske elementer, afrocubansk musik, caribiske toner og såmænd også nordamerikansk hillbilly-musik, som det kom til udtryk på det hæsblæsende åbningsnummer ”Fandangueiro” med Osvaldo Hernández på violin.

Man forbløffedes til stadighed over, hvor meget Patricia van Cauwenberge og Osvaldo Hernandez Napoles kunne få ud af slagtøjet. Vi børn af 1970’ernes og 80’ernes Danmark er vokset op med et arsenal af maracas, tamburiner m.m. i skolernes musiklokaler, men det var sjældent, at vi kom ud for nogen, der havde forstand på at bruge dem. For Hernandez og van Cauwenberge var det rigtige instrumenter, der krævede en egentlig teknik, og dén besad de.

Kendskab og håndværk

Så når Osvaldo Hernandez spillede en solo på tamburin eller maracas, måtte man bøje sig støvet. Og når Patricia van Cauwenberge med en enkel triangel-rytme kunne tilføre musikken en insisterende rastløshed (tænk Mission: Impossible), måtte man erkende, at de forskellige slagtøjsinstrumenters teknik og effekt kræver et kendskab og et håndværk, der rækker langt, langt ud over, hvad de fleste overhovedet snuser til i vores del af verden.

Patricia van Cauwenberge
Patricia van Cauwenberge

Intet sted var det mere tydeligt, end da van Cauwenberge optrådte med malambo – en traditionel argentinsk dans, der involverer fodtramp og, når den er allermest spektakulær, svingen med boleadoras. Boleadoras, eller bolaer, er oprindelig kastevåben, der blev brugt af de argentinske cowboys (gauchoer), men indgår nu som et instrument og en rekvisit i malamboen – med ærefrygtindgydende effekt.

Juan Carlos Bonifaz, der som det engelsktalende medlem af trioen agerede tolk for Hernandez og de facto-konferencier, var en hvirvelstorm på marimbaen og i øvrigt et uhyre sympatisk bekendtskab med let til smil og stor spilleglæde.

I det hele taget var der en smittende glæde og positivitet ved TriOrganicos optræden, som gjorde det svært at forlade det gamle Radiohus uden et smil på læben.

Union

Smilet kunne man så passende tage med sig næste dag til spillestedet Union på Nørrebro fredag den 20. september. Her fortsatte Sonamos Latinoamérica-festivalen med to koncerter, nemlig med guitaristen Sebastian Caldas og hans projekt Moving Horizons med den argentinsk-danske percussionist Fernando Massino, og med det multinationale Modern Latin Band.

Sebastian Caldas
Sebastian Caldas

Sebastian Caldas er klassisk uddannet guitarist, født i Uruguay, opvokset i Sverige og uddannet i Spanien og Sverige. Caldas albumdebuterede i 2011 med Guitarra negra, der primært indeholdt værker af argentinske komponister som José Luis Merlín, Máximo Diego Pujol og Astor Piazzolla.

Siden 2014 har Sebastian Caldas arbejdet med forskellige slagtøjsspillere i projektet Moving Horizons, og det var under denne paraply, han optrådte på Union sammen med Fernando Massino.

Ud over scenekanten

Den klassiske baggrund gav Sebastian Caldas et helt andet udtryk end gårsdagens to navne. Musikken var knapt så let tilgængelig, og Sebastian Caldas havde svært ved at få den ud over scenekanten. Han var mærkbart nervøs og heller ikke nogen naturlig performer.

Men den klassiske musik har, dens mange andre kvaliteter upåagtet, heller ikke den umiddelbarhed, der præger de fleste rytmiske musikformer i live-sammenhæng. Den klassiske musiker skal holde sig til sine noder og sit partitur – og spiller han forkert, kan det være meget svært at dække over. En enkelt gang måtte Sebastian Caldas da også simpelthen starte forfra.

Fernando Massino
Fernando Massino

Fernando Massinos slagtøjsspil var subtilt understøttende, men ikke mindre fascinerende at observere af den grund. Hvordan ved manden, hvad han skal spille hvornår i det enorme batteri af percussion-instrumenter? Eller afslører dét spørgsmål blot skribentens manglende indsigt i, hvordan det er at kunne spille et instrument? Under alle omstændigheder var det en fornøjelse at se og høre en virtuos, der samtidig kender akkompagnatørens rolle og ikke stjæler rampelyset – uanset hvor diskret solisten fremtræder.

Koncentrationskrævende

At Sebastian Caldas er teknisk højt begavet, skal der ikke herske tvivl om. Men med sine barokmusikalsk-inspirerede kompositioner var repertoiret måske bare for tungt og koncentrationskrævende for mig – jeg havde i hvert fald svært ved at lade mig fange helt ind.

Men alsidigheden var en stor del af både charmen og eksistensberettigelsen ved Sonamos Latinoamérica, og med næste koncertnavn bevægede vi os atter over i en helt ny boldgade.

Modern Latin Band
Modern Latin Band

Modern Latin Band blev dannet i Malmø omkring den dansk-mexicanske fløjtenist m.m. Antonio Salcedo. Bandets medlemmer har rødder i flere latinamerikanske lande og i Danmark: Fra den hjemlige scene kommer Michael Sunding på keyboard, Morten Grønvad på vibrafon og Jesper Nørløv Arnholtz på congas. Trommeslager Paulo Cesar Villegas kommer fra Chile, percussionist Fernando Massino som nævnt fra Argentina, og den hasteindkaldte vikar på el-bas, Yasser Pino, stammer fra Cuba.

Repertoiret var mindst lige så internationalt, for Modern Latin Band spiller latin jazz af folk som Dizzy Gillespie og Clare Fischer (USA), Sérgio Mendes (Brasilien) og Irakere (Cuba).

Knald på

Der var knald på fra begyndelsen, og med Antonia Salcedos tværfløjte centralt i lydbilledet følte man sig hensat til mere dekadente tiders jazz i 1960’erne og 70’erne. Han spillede med eminent timing og swing, og det lød altså bare virkelig godt.

Antonio Salcedo
Antonio Salcedo

Soloerne gik på tur, og for eksempel Dizzy Gillespies ”Manteca” havde en intro ved de tre slagtøjsspillere og fede soloer af Michael Sunding på tangenterne og Salcedo på tværfløjten. Undervejs kom der yderligere percussion til, da en uannonceret og tydeligvis uventet Charlie Ibáñez dukkede op, sprang op på scenen og begyndte at spille güiro. Hen imod slutningen af koncerten blev vi vidner til et mere planlagt samarbejde, idet Sebastian Caldas sluttede sig til løjerne.

Modern Latin Band var et fest-orkester, hvis hæsblæsende sæt i forlængelse af Caldas’ introspektive lytte-musik synliggjorde den latinamerikanske musiks kontraster.

Østerbro

På tredjedagen rykkede Sonamos Latinoamérica til Østerbro, hvor det var Krudttøndens tur til at lægge hus til. Stedet har – i hvert fald uden for København – siden 2015 nok mest været kendt på en mere tragisk baggrund, men faktisk er det et rigtig fint og meget stemningsfuldt spillested.

Krudttønden har til huse i en tidligere staldbygning, som i sin tid var en del af Østerbro Kaserne. I dag er det et kulturhus, og lørdag den 21. september var der optræden af to trioer, danske Choro Vivo og colombianske Sankofa Trio.

Choro Vivo
Choro Vivo (Martin Heap, Martin Buono, Marco Spallanzani)

Choro Vivo spiller brasiliansk strengemusik og består af Martin Heap på 7-strenget guitar og cavaquinho (et lille 4-strenget, guitar- eller ukulele-lignende instrument), Martin Buono på 6-strenget guitar og Marco Spallanzani på bandolim (sydamerikansk mandolin).

Publikumsvenlig

Ikke overraskende er trioens primære udtryk choro-genren, en publikumsvenlig og positiv musikform, som da også blev præsenteret med højt humør af især Choro Vivos talsmand Martin Heap.

Martin Heap
Martin Heap

Stilmæssigt var denne skribent atter på uudforsket grund, men hvad instrumentering og stemning angår, kan choro-musikken faktisk godt minde om nordamerikansk bluegrass. Der var således en vis genkendelighed i Choro Vivos musik, der havde nedslag i både salsa, polka og barokmusik. Og selv om sættet virkede gennemarrangeret, havde de har også virtuositeten til fælles med bluegrass.

Choro Vivo, der i øvrigt har udgivet et enkelt album i form af Choro Vivo (2014), var så afgjort et positivt bekendtskab.

Festivalens bedste indslag

Det må man så afgjort også sige om Sonamos Latinoamérica-festivalens sidste optrædende, Sankofa Trio. Faktisk var det colombianske ensemble i mine øjne nok festivalens bedste indslag. Sandra Sánchez på tvær- og piccolofløjte, Daniel Sossa på elbas og Zahira Noguera på cuatro (et strengeinstrument nært beslægtet med guitar og cavaquinho).

Sankofa Trio
Sankofa Trio

Sankofa Trios musik var en svært rubricerbar blanding af folkemusik, klassisk kammermusik og jazz. Alle tre medlemmer spillede med en dybt imponerende tæft og en afvæbnende charme. Man blev blæst bagover af tempoet og konstant holdt på stikkerne af nogle vilde temposkift, som på Daniel Sossa fremragende komposition ”Canción din nombre”.

Uanset hvor meget opvisning der var i numrene, blev de leveret med nærvær og humor, som når Daniel Sossa spillede slap-bass, eller Sandra Sánchez pludselig citerede Danny Elfmans tema fra The Simpsons!

Herlig afslutning

Sankofa Trio var således en herlig afslutning på tre dages festival med seks meget forskellige ensembler. Sonamos Latinoamérica havde til formål at bryde med en forsimplet og enøjet forestilling om, hvad latinamerikansk musik er, og det må man sige, lykkedes for festivalen.

Zahira Noguera
Zahira Noguera

For mig var det både en øjenåbner og en appetitvækker. Jeg vil anbefale ethvert musikinteresseret menneske at åbne døren til den latinamerikanske musikverden. Der er helt sikkert noget, der vil fænge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s