Sonamos Latinoamérica 2020

Foto: Claudia Adeath, phototrack.dk

Sidste år blev jeg inviteret til at dække Sonamos Latinoamérica i København, en festival, der har til formål at udbrede kendskabet til latinamerikansk musik. Jeg kom derfra mange indtryk rigere og efter at have oplevet et særdeles mangefacetteret musikprogram. Ingen af de seks optrædende acts lignede hinanden (læs her).

I år skulle succesen så gentages. Sonamos Latinoamérica 2020 bredte sig over ni dage, hvor der blandt andet var spoken word-optræden i Kildevældskirken og filmfremvisning på Cinemateket – begge dele med musikalske indslag – men de egentlige koncertbegivenheder var koncentreret på tre dage, den 17., 18. og 19. september, med hver to navne på programmet.

Musikmuseet

Torsdag var det Musikmuseet på Frederiksberg, der lagde hus til, og her optrådte først Kai Stensgaard og derefter Edith Tamayo & Tania Naranjo. Fredag kunne spillestedet Union på Nørrebro byde på først Alex Mendez & Sofia Kayaya og derefter Forró de Bicicleta. Og lørdag forgik det på Krudttønden på Østerbro, hvor man først kunne høre Novo Cais Trio og dernæst Khala Uma.

Jeg var med torsdag og lørdag, og jeg kan med stor fornøjelse meddele, at jeg heller ikke denne gang hørte to koncerter, der mindede om hinanden – og heller ikke noget, der mindede om sidste års koncerter.

Marimba

Kai Stensgaard

Kai Stensgaard spiller marimba, et instrument, der har sin oprindelse i Afrika, men som også har nydt stor udbredelse i Latinamerika og for eksempel i Guatemala er det officielle nationalinstrument. Kai Stensgaard har rejst en del i de latinamerikanske lande og har blandt andet givet koncerter i Argentina, Mexico og Chile.

Marimbaen optræder inden for mange musikformer – folke- og verdensmusik, jazz og klassisk kompositionsmusik – og Kai Stensgaards sæt, der varede lidt under en time, var da også svært rubricerbart. Men hans marimba-spil var opslugende og medførte mangen et henført suk fra min sidemand.

Fernando Massino

Kai Stensgaard spillede det meste af koncerten solo, men fik dog på fire numre assistance fra den argentinsk-københavnske percussionist Fernando Massimo, som også er en af Sonamos Latinoaméricas arrangører i foreningen CKulturA. De to havde ikke tidligere spillet sammen, men havde tydeligvis ikke problemer med at finde fælles fodslag, hvilket var ret imponerende, da der indimellem optrådte nogle ret markante temposkift.

Ærefrygtindgydende

Fernando Massimo akkompagnerede Kai Stensgaard med et insisterende beat på sin cajon på åbningsnummeret ”Spanish dance”, inden Stensgaard på ”Zita” første gang demonstrerede sin ærefrygtindgydende teknik med hele seks køller.

Samtidig krydrede Kai Stensgaard musikken med fodtramp (f.eks. i ”Tango en skaï”), og på flere numre spillede han sågar med ghungroo-bjælder på den ene ankel – eller begge, som det var tilfældet på ”Salsa mexicana”.

Kai Stensgaard på marimba og alufon

Fernando Massimo hørtes også på bombo legüero, en argentinsk tromme med dyreskind. Det mest eksotiske instrument var dog uden tvivl alufonen, et instrument, som Kai Stensgaard har opfundet sammen med ingeniøren Michael Hansen. Dette flere meter lange slagtøjsinstrument består af rækker af aluminiumsklokker monteret på et stativ og blev kørt ind til kompositionen ”Twin piece”.

Kai Stensgaard spillede nu både marimba og alufon, og det var de mest fantastiske, mystiske og stemningsfulde lyde, han kunne frembringe på instrumenterne.

”Min mors hænder”

Tania Naranjo og Edith Tamayo

Tordagens andet koncertnavn var som nævnt duoen Edith Tamayo & Tania Naranjo. Sangerinden Edith Tamayo stammer fra staten Sinaloa i det nordvestlige Mexico. Hun er uddannet i klassisk sang i Mexico City og Helsingborg og bor i dag i København, hvorfra hun optræder med forskellige former for latinamerikansk folkemusik med blandt andre Trio Domison og Mariachi Band México Lindo.

Tania Naranjo er klassisk koncertpianist og sangerinde og optræder med såvel klassisk klavermusik som jazz og folkemusik fra hjemlandet Chile. Hun er nu bosiddende i Sverige.

Yasser Pino og Johan Ramon

Med sig på Musikmuseet havde Edith Tamayo & Tania Naranjo de to cubansk-danske musikere Yasser Pino (kontrabas og kor) og Yohan Ramon (percussion og kor).

Som kæreste til Edith Tamayo skal jeg med det samme erklære mig hamrende inhabil som anmelder, men kan dog kort introducere duoens koncept:

Yasser Pino, Edith Tamayo, Yohan Ramon

”Las manos de mi madre” (”Min mors hænder”) er en hyldest til de latinamerikanske kvinder, som gennem historien har sunget deres protestsange mod diktatorers tyranni, men også tilbudt håb til deres folk gennem sange om kærlighed og broderskab.

Edith Tamayo & Tania Naranjos sæt indeholdt både de to kunstneres egne sange og arrangementer af kvindelige sangskriveres numre fra flere dele af den latinamerikanske verden – og mere til.

Bossanova

Novo Cais Trio

Lørdag aften på Krudttønden lagde ud med bossanova-ensemblet Novo Cais Trio. Trioen består af Martin Buono på guitar, Daniel Bonifacio på sang og Alessandro Garau på trompet og guitar.

Martin Buono er vokset op på Lolland og er konservatorieuddannet klassisk guitarist. Han har studeret flamenco i Spanien og spiller også med flere andre ensembler, blandt andre Choro Vivo, som spillede ved sidste års Sonamos Latinoamérica.

Daniel Bonifacio fandt musikken i løbet af barndommen i Brasilien, hvor han spillede klaver. Siden blev han optaget af sang – og optaget på Conservatorio de Musica Calouste Gulbenkian i Aveiro, Portugal. I dag bor han i København.

Alessandro Garau

Alessandro Garau er født i Italien og har spillet guitar og trompet siden barndommen. Han har taget kurser hos Jeremy Pelt og Avishai Cohen og studerer p.t. hos Paolo Russo og Gerard Presencer.

Det var altså et multinationalt ensemble, der indtog Krudttøndens intime scene, men det valgte udtryk var brasiliansk bossanova med enkelte afstikkere til samba. Det betød musik og tekster af genrens store navne som Antônio Carlos Jobim, Vinícius de Moraes og Caetano Veloso.

Behagelig

Martin Buono

Novo Cais Trio havde et godt greb om genrens konventioner med en behagelig og sikker vokalpræstation af Bonifacio og subtile, men fine instrumentale indsatser af Garau og Buono. Bossanovaen har en let og luftig natur, og Martin Buono guitarspil var insisterende og allestedsnærværende, men helt blottet for aggressivitet.

Min eneste anke var således ikke møntet på Novo Cais Trios performance, men snarere på bossanovaen som genre: Der er en monotoni i dens udtryk, som gør, at man kan føle, at man hører den samme sang en time i træk. Sangene kan bestemt også indeholde både vemod og protest, men især hvis man som jeg ikke forstår portugisisk, kunne det være svært at dykke ned under den overflade af blid solskinsstemning, der prægede alle numrene.

Daniel Bonifacio

Først da vi var fire sange inde i den syv numre lange koncert løftede Daniel Bonifacios stemme – og dermed musikkens stemning – sig op over det behagelige. Jobim og Moraes’ ”Eu sei que vou te amar” var således koncertens bedste nummer.

Dermed ikke sagt, at der var noget at udsætte musikalsk på det øvrige repertoire, hvor det skam også var en nydelse at høre Alessandro Garaus disciplinerede, melankolske trompetspil. Blot savnede denne koncertgænger lidt variation i udtryk og tempo.

”Moder Jord”

Khala Uma

Så var der lidt mere spark i det næste navn, Khala Uma. Jeg får ganske vist nervøse trækninger, når voksne mennesker i ramme alvor begynder at tale om ”Moder Jord”. Vi befinder os i det 21. århundrede, og der var ingen grund til at forplumre Khala Umas i øvrigt udmærkede og væsentlige budskaber om oprindelige folks rettigheder og miljøet ved at antropomorfisere planeten.

Khala Umas musikalske projekt var imidlertid såre sympatisk. Det skånsk-baserede orkester består af svenske Gitte Pålsson (guitar, charango og sang), bolivianske Cesar Salazar (zampoña- og quena-fløjter, tromme, sang og recitation), deres fælles datter Tania Wayra (violin, tromme og sang) og Allan Skrobe (mandola). De var suppleret gennem hele sættet af Fernando Massino på bombo legüera og diverse andet slagtøj.

Cesar Salazar

Gruppens udgangspunkt er folkemusik fra Bolivia, Peru og Ecuador, men med en klar nordisk under- og nogle gange overtone, som ikke blot skyldes, at flere tekster er skrevet på eller oversat til svensk. Det giver Khala Uma en unik identitet og et spændende koncept, der spiller på fællestrækkene mellem forskellige verdensdeles musiktraditioner.

Det hørtes ikke mindst på et smukt medley af ”Pachakamak”, ”Apacheta” og ”Sápmi” (Sápmi er samernes eget navn for Sameland-regionen).

Æterisk

Cesar Salazar og Tania Wayra

Leadvokalerne blev håndteret på skift af Gitte Pålsson og Tania Wayra, og særligt sidstnævnte demonstrerede en smuk og udtryksfuld vokal med en æterisk vibrato. Cesar Salazars stemme var spag og blev da også mest anvendt til recitation; det hjalp ham heller ikke, at han var mikset meget lavt.

Khala Uma optræder jævnligt med musikforestillinger for børn, og formidlingen af sangene lå dem åbenlyst på hjerte. Her var man dog handicappet, hvis man som undertegnede hverken var stærk udi skånsk, spansk eller de indianske sprog (så som quechua), der blev sunget på, og man kunne godt føle sig en smule udenfor.

Gitte Pålsson

Heldigvis var der rigt udbytte i et varieret og ofte energisk musikprogram, og Khala Uma sørgede da også for engagere publikum undervejs, særlig i de bolivianske cueca-sange som den march-lignende egenkomposition ”Raices” og ”Infierno verde”. Her var det påkrævet, at publikum klappede takten, og det var de fleste med på.

Til sidst kammede det lidt over med børneformidlingen i fagtesangen ”Pachamama”, men alt i alt var Khala Uma et rigtig sympatisk og musikalsk givende bekendtskab.

Alsidighed

Tania Wayra

Det samme kan siges om Sonamos Latinoamérica-arrangementet som helhed. En stor del af festivalens eksistensberettigelse er at vise alsidigheden i latinamerikansk musik og bryde med fordomme og indsnævrede dogmer om, hvad latin-musik er.

De fire koncertnavne, som jeg var vidne til, havde vidt forskellige traditioner, udtryk, stemninger og fremførelsespraksisser. Dét i sig selv var grund nok for en musiknysgerrig person til at besøge festivalen. At man så samtidig fik både stærke musikerpræstationer, god underholdning og hjertegribende øjeblikke med, var blot en bonus.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s