I dag ville B.B. King være fyldt 91 år. Det gør han så ikke, for han døde som bekendt sidste år. Dengang eksisterede denne blog ikke, så i dag vil jeg knytte et par ord til The King of the Blues.
B.B. Kings historie er ofte og grundigt beskrevet, så den vil jeg ikke gentage her. I stedet vil jeg prøve at beskrive hans betydning for mig.
Live at the Apollo var muligvis den første rigtige bluesplade, jeg købte. Jeg havde i forvejen en kassettebånds-kopi af Gary Moores Still got the blues (og ja, det er en rigtig bluesplade!), og John Lee Hookers The healer fandt vej ind i pladesamlingen omkring samme tid, men jeg mener, at B.B. Kings live-album fra Harlem-spillestedet kom først. En klassekammerat havde købt lp’en (vi gik i 8.-9. klasse, og slutfirsernes blues-boom var på sit højeste), og selv om jeg ikke vidste meget om blues eller anede, hvem B.B. King var, blev jeg af en eller anden grund så fascineret af Thomas’ indkøb, at jeg fór ud og foretog det samme.
Derhjemme ved pladespilleren viste det sig, at B.B. Kings blues ikke var den blues, jeg kendte: Der var intet af Gary Moores fræsende guitarlir, intet spor af John Lee Hookers minimalistiske boogie, og det lød heller ikke som den britiske blues, jeg havde hørt fra Eric Clapton og John Mayall. Der var blæsere og bigband-arrangementer! Det swingede. Det var ikke den mindste smule beskidt; det mindede mig mest af alt om min fars Louis Armstrong-plader (som jeg elskede og stadig elsker).
Jeg skulle siden lære at kategorisere det som soul blues, men det vidste jeg ikke dengang. Jeg vidste bare, at den stemme, det showmanship og de sublime, vibrato-fyldige guitarlinjer var ulig noget andet, jeg havde hørt, og jeg var vild med det!
Således blev B.B. King en indgang til the blues for mig, lige som han blev det for så mange andre, for B.B. King var om noget bluesmusikkens største ambassadør. Jeg har ofte sagt, at han var for blues, hvad Willie Nelson er for country: en grand old man uden fine fornemmelser, som står som den største eksponent for sin genre, men samtidig ikke lader sig binde af stramme genredefinitioner, og som gerne henter crossover-publikummet ind ved at synge duet med Gud og hver mand. B.B. King og Willie Nelson sang i øvrigt gerne med hinanden, og Nelsons ”Night life” var en fast del af Kings repertoire.
B.B. King har sunget og spillet med alle fra John Lee Hooker til The Manhattan Transfer, fra Stevie Wonder til The Simpsons. Det siger nok en del om mandens forretningssans, for selvfølgelig var han bevidst om, at en fanbase skal plejes og udbygges, ikke mindst når man begår sig inden for en genre, hvis primære publikum er midaldrende mænd. Men alle vidnesbyrd siger også, at han var det rareste, mest elskværdige og generøse menneske, og hans utallige duetter og gæsteoptrædener vidner nok også om, at han ganske enkelt sjældent så nogen grund til at sige nej.
Jeg havde selv fornøjelsen af at opleve kongen live i 2009. Det var ikke en mand i sin bedste alder, vi så – timingen var ikke, hvad den havde været, og han virkede gammel. Ikke desto mindre var showmanden intakt og opsat på at give os noget for pengene. Sjældent har man været i mere trygt, varmt og nærværende selskab. Og indimellem kom der små, magiske glimt fra den trofaste guitar, Lucille, som mindede os om, hvorfor han var den ubestridte King of the Blues. For B.B. og Lucille havde altid kunnet sige med én tone, hvad andre kun kunne forsøge på med 10, 20 eller 30 toner. Ingen havde blues feeling som B.B. King, ganske enkelt.
Jeg bliver altid berørt, når en af mine helte falder, men jeg glemmer ikke, hvordan det føltes, da jeg læste om B.B. Kings død. Jorden forsvandt ganske enkelt under mig. Vi vidste jo godt, at han var syg, og 89 er da en ganske betragtelig alder, men kongen var død! Det store, rare menneske var ikke iblandt os længere. En æra var forbi.
I dag mindes vi denne store musiker og glæder os over den vidunderlige musik, han gav os. Og ja, hvis du er bluesfan lige som jeg (og hvorfor læser du ellers dette?), har du nok også hørt ”The thrill is gone” de første 500 gange. Men prøv alligevel lige at sætte den på én gang til, og husk at lytte til stemmen, til strygerne og ikke mindst til Lucille. Det er godt. Det er virkelig godt!
(Foto fra bbking.com)
MUSIKSYN 